Blogdahl

Kendte hoster

2012-02-16T17:13:00.000+01:00

Vores Irma er en kändis-Irma, og i dag havde en kendt skuespillerinde, som jeg ikke kan huske navnet på, og jeg spurgte ikke, valgt at være kunde, og hun havde det mest dramatiske, ligesom gøende host, 2 host oplevede jeg tæt på, 1 host i grøntafdelingen og 1 host foran mælken, og de lød begge ca. sådan her: HRRRKRRRRØHM!

Jeg vil læse en bog der er

2012-02-16T08:23:00.001+01:00

som et snevejr

som et solskinsvejr (og faktisk ikke som et regnvejr, jeg læser så mange bøger, der pisregner daglangt, står ned i stangspringerstænger)

som et spejlkabinet under en skudduel som i The Lady from Shanghai

som et stort, mørkt rum, helst ikke en gymnastiksal, min elskede gemmer sig i

som en enebærbusk, jeg går rundt og rundt om

som en brændende tornebusk, der taler hebræisk

som en ørken, ingen oaser, men en overflod af fata morganaer

som en børnehavesandkasse torsdag klokken 17.00

som et skib i horisonten, der kommer nærmere og nærmere, og først for sent ser jeg, at det er et piratskib, og straks efter border de blodigt

som et pludseligt postrøveri, jeg beordres ned på gulvet, de maskerede røvere kører væk i deres flugtbil, politiet ankommer babu babu, mit signalement er altafgørende, nøjagtigt sådan

som en nullermand, der stædigt undgår støvsugeren

som en støvsuger, der stædigt forfølger en nullermand

som en minigolfbane på Milen camping

som myldretid på Åboulevarden (i København, ikke Aarhus, med bolle-å nemlig)

som en tegnebog, MIN tegnebog, der omhyggeligt dissekeres af en lommetyv (er det en metrobillet fra Madrid? ja, det er en metrobillet fra Madrid)

som et frimærkealbum, MIT frimærkealbum, i lys lue i Vestforbrændingen (med lutter frimærker med bro-motiver, Storstrømsbroen, Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen, Øresundsbroen)

som en flok zebraer, der går i søvne

som en alkoholiseret myggesværm

som et haglvejr

som et haglgevær

som en spejlvendt udgave af Ginsbergs Howl (den skal altså ikke VÆRE en spejlvendt udgave af Ginsbergs Howl, den skal være SOM en spejlvendt udgave af Ginsbergs (jeg vil hele tiden sige Spielbergs, det gør jeg så) Howl)

som jeg ved ikke hvad

som jeg ved VIRKELIG ikke hvad

Blogdahl-information omsider om Arena-information

2012-02-15T16:07:00.001+01:00

Slemt dårlig samvittighed har jeg over ikke at have blogomtalt, for slet ikke at tale om anmeldt Anders Juhl Rasmussens og Thomas Hvid Kromanns fortjenstfulde og samvittighedsfulde og bare cool, cool faksimile-opsamling Arena-Information. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie, 2 forord og samtlige numre af abonnent-indstikket Arena-Information 1967-82, med samt 1 stk. nyt nummer Arena-Information ved Jens Smærup Sørensen. Jeg er ved at læse mig igennem og bliver bare så glad og rørt over den renfærdige, litteraturpassionerede iver i disse små præsentationer og selvpræsentationer. Lad mig citere fra to tidlige Arena-Informationer, dateret april og juli 1967, om og af Elsa Gress og Niels Egebak, to ærke-Arena-forfattere; de taler begge to om kritik som kunstnerisk udtryksform, hvilket de jo unægtelig gør ret i:

Anglofile Gress:

Som det fremgår af ovenstående betjente jeg mig lige fra første lejligheder af begge litteraturens funktioner: den subjektivt ekspressive og den pragmatisk kritiske. Det er naturligvis sagt i al ualvorlighed, men det er alvorligt nok ment fra min side, at jeg aldrig har betragtet de to funktioner som væsensforskellige eller hinanden udelukkende. Det væsentlige er mennesket, ikke arterne, genrerne etc. Det ekspressive og udadrettede formålsbestemte kritiske er for mig heller ikke fjendtlige størrelser, de forudsætter tværtimod hinanden. det er derfor jeg altid har angrebet dårlig kritik. Kritikken - og ikke bare den rent litterære - forekommer mig at være en vigtig udtryksform, der ikke bør være kunsten modsat, men være en legitim udtryksform med strenge kriterier. For at præstere det må kritikeren leve ligeså farligt som kunstneren, hvad han kun meget sjældent gør.

Frankofile Egebak:

Den franske romanforfatter Claude Simon sagde engang i en samtale, at skribentvirksomheden for ham var en nødvendighed: han havde brug for at gøre noget, på samme måde som alle andre mennesker har brug for det, og da det eneste, han kunne, var at skrive. Han citerede i den forbindelse den tyske romantiske digter Novalis, der et sted har sagt, at spørgsmålet om, hvorfor en skribent skriver, er såre nemt at besvare: han skriver for at skrive. Og Claude Simon tilføjede, at efter hans opfattelse skriver man ikke i første række for at kommunikere, ja end ikke for at udtrykke sig eller udtrykke en virkelighed, der ligger uden for det at skrive: selve nedskriften - eller indskriften, om man vil (det vil Egebak gerne) - er en måde at skabe, og omskabe, virkeligheden på, og uden denne skabelse, som altså samtidig er en omskabelse, eksisterer den menneskelige virkelighed simpelthen ikke. Derfor kunne han også konkludere, at han egentlig skriver for at få at vide, hvad det egentlig er han vil skrive.
Hvad Claude Simon her udtrykte, var naturligvis i første række digterens forhold til sin virkelighed og til sin skrivekunsts virkelighed - disse to "virkeligheder", der ikke lader sig adskille. Men jeg tror, at det gælder enhver form for skribentvirksomhed, også den, der overfladisk set blot er litteratur på litteratur; kritikken altså, der i almindelighed betragtes om digtningens tjenestepige, men som dybest set i sig selv er en form for skabende virksomhed. På samme måde iøvrigt som enhver menneskelig virksomhed, ethvert menneskeliv, enhver sansning og enhver bevidsthed, er en skabende virksomhed.

- IKKE sidste Blogdahl- og Bukdahl-information om Arena-Information!

Friheder

2012-02-15T11:28:00.000+01:00

(Googlesøgeforslagsdigt)

Den frie rådgivning
Den frie lærerskole
Den frie encyklopædi
Den frie retshjælp aalborg
Den frie ungdomsuddannelse
Den frie bowling
Den frie vilje
Den frie købmand
Den frie tank

Dagens tale OG SÅ VIDERE

2012-02-15T11:23:00.002+01:00

Jeg skal holde tale ved åbningen af lynudstilllingen KUNST & BØGER på Den Frie klokken 17 i dag, og jeg skrev talen i går, og spørgsmålet er, om den ikke er blevet lidt kedelig, ikke meget kedelig, bare lidt kedelig, og måske nok fordi jeg skrev den til også at fungere som kommentar i WA Bøger, hvor den ikke kommer på fredag, men først næste fredag igen, fordi jeg har en anmeldelse på forsiden, og man kan have ikke den samme signatur for og bag åbenbart, og nu er jeg bange for, at talen er blevet lidt kedelig af også at skulle være kommentar, og kommentaren lidt kedelig af også at skulle være tale, og spørgsmålet er, om jeg ikke lige skal afbryde talen med et ikke-taleagtigt og ikke-kommentaragtigt, mere BLOGagtigt, utopisk oplistende reklameindslag? Jo, det tror jeg, at jeg skal! Under alle omstændigheder er det jo ikke for min tale, I skal kommer strømmende til Østerbro I HORDER, men pga. alle de gode og skønne kræfter, der kunstfærdigt boger den, se bare:

Kvantitativ æstetik - og dog

2012-02-15T10:24:00.003+01:00

I en artikel af redaktør Bjarke Larsen, der står at læse i det nye nr. 3, 2012, af Bogmarkedet, betitlet "Bogen på bloggen", udspørges Niels Frank fra Promenaden og jeg fra/som Blogdahl om bloggeri, først mig, så Frank, og ergo får jeg lige en ørefigen fra fætter:

Lars Bukdahl ser bloggen som en elektrisk notesbog:

”Det er vigtigt, at bloggen så at sige er flerstemmig: at man skriver om mange forskellige ting: En strøtanke affødt af noget, man har oplevet, et citat fra en bog, man lige har læst, et miniessay, en refleksion over vejret. Der skal være mange forskellige indgange og emner.”

”Det handler også om at publicere meget. Folk vil ikke kigge forbi, hvis der ikke er noget nyt hver dag. Og det er nok her, at jeg synes, en blog som Promenaden bliver for adstadig. Folkene bag bloggen føler åbenbart, at de skal lave et miniessay hver gang.”

Niels Frank, en af initiativtagerne til Promenaden – en fælles blog for otte danske lyrikere og forfattere – er ikke overraskende uenig med Lars Bukdahl:

”Det er ligegyldigt, hvor mange nuller, der er bag antallet af læsere. Det handler altid om ’hin enkelte’ – om læseren i ental. Sådan har jeg det. Og på den måde ligner bloggen for mig meget en bog, hvor man også skriver til hin enkelte. Når man skriver bøger, skal man have noget på hjerte, når man ytrer sig. Hvis Lars Bukdahl synes, det er vigtigt at poste meget, virker det som om han tænker lige som de medier, vi prøver at være kritiske over for. Man skal ville noget med det, man lægger på bloggen.”

Han medgiver dog, at indlæggene på Promenaden, der startede 1. december, er blevet lidt ens i form af miniessays .

Lad mig lige rette mig selv, det er jo ikke FORDI og FOR, at mange kommer forbi, at jeg publicerer meget, men fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes, det er en vigtig del af bloggenrens æstetiske energi for både blogger og bloglæser, som elektronisk og elektrisk notesbog, at der publiceres meget, men jo så også, som jeg starter med at fremhæve, meget forskelligt - og her har jeg sjovt nok Niels Franks fremragende hybridbøger Livet i troperne, Første person, anden person og Spørgespil som ideal, der nemlig praktiserer en langt større og radikal (OG FLITTIG) flerstemmighed end 2 1/2 måneds (akkurat!) promeneren har gjort; en blog er en hybrid, der har travlt! Jeg mener til hver en tid også, at 1 læser er mere end nok, og ret mange flere har mine bøger (som jeg så heller ikke skriver længere, kom så i gang, Lars!) ikke, men faktisk - det er ikke længere en overraskelse, som da jeg oplevede det første gang i 1996 på WA - inciterer og forpligter det INSTINKTIVT og meget mod ens avantgardistiske børnelærdom at have flere læsere end som så (men jeg lader med vilje være med at tjekke gårsdagens hits dagligt - skræmmebillede: Dickens (tænkt hvis han havde haft en blog!), som desperat sendte Martin Chuzzlewit, i romanføljetonen af samme navn, til Amerika, fordi oplagstallet var dykket dramatisk - i går var jeg helt nede på 627 hits, damn! jeg må hellere skrive noget ondt om Jens Christian Grøndahl, det har jeg ikke gjort længe, og han udsender snart en ny roman, som jeg heldigvis ikke har læst, så er den lettere at smadre (OBS: IRONI PÅ FÆRDE!)). Jeg forstår ikke, at når jeg mener, det er vigtigt at poste meget, så tænker jeg ligesom de medier, Promenaden prøver at være kritiske overfor. Medmindre Frank & co. er kritiske over selve ideen om, at en avis skal ud (endda med identiske sidetal) hver dag eller uge - jeg forestiller mig også, at der er dage, hvor Frank, når han vågner på Østerbro dér ved 12:30-tiden, hellere ville blive liggende i sengen med en god, saftig selvbiografi af en New York-poet end at sætte sig hen til skrivebordet og skrive videre på næste fremragende hybridbog, men han gør det alligevel, fordi (bogen vil at) han skal. Det er i det hele taget noget fis med denne automatiske mistænksomhed overfor al snak om kvantitet. Selvfølgelig er kvantitet også æstetik! Det er også en æstetisk forskel, om en bog er tynd eller tyk, eller om en forfatter er produktiv eller fåmælt, det ene er ikke bedre end det andet (selvom især produktive forfattere har det med at blive mistænkeliggjort, jf. bare Franks veninde Marianne Stidsens hetz i diverse litteraturhistorier mod Peter Laugesen), og det har nok lige så meget at gøre med skrive- og genretemperament som med poetik (hængsel: inspirationsomgang: at afvente et digt eller gå i flæsket på det), men æstetik er og bliver det. Og så handler det simpelthen om prioritering: er bloggen et ligeværdigt, ambitiøst skriftudtryk og -projekt, det virker det ikke som om, at det er for Promenadens digtere (langt bedre end selve det træge blogposteri fungerer kommentarerne; Promenaden har klart de bedste (OG FLITTIGSTE!) kommentartråde). Jeg synes, den fedeste blog er den, der hvirvler heterogent gennem dagene og nætterne - men vil på den anden side gerne forestille mig en eksklusiv, Merete Torpsk blog med 1 glasklar og syleskarp blogpost hvert andet år - og jeg synes, den kedeligste blog er en distræt og pligtskyldig klummeblog.

Dybest nedgravede top 3

2012-02-14T09:24:00.000+01:00

De mest usynlige og flittige, fremragende, yngre digtere lige nu SOM DYBT HAR FORTJENT EN HEL MASSE PRISER OG LEGATER OG ANMELDELSER (kriterier: mere end fire vigtige værker på kun undergrundsforlag eller nettet (Rasmus Halling udgiver bog på Rosinante&Co lige om lidt og ryger samme dag brutalt ud af listen, der så kun er er en top 2), så godt som ingen priser og legater og anmeldelser (andre steder end WA))

1. Rasmus Halling Nielsen
seneste udgivelser: Det lille robotøje siger. OVBIDAT, 2011, Skottebogen, bd. 1 (med Toke Højby Lorentzen og Jesper Elving), E +, 2012

2. Glenn Christian
seneste udgivelser: Det sorte ved munden - del 1, After Hand, 2011, Fabriksnoter, OVBIDAT, 2012 (udkommer på onsdag på Den Frie, klokken 17)

3. Jesper Elving
seneste udgivelser: metoj, After Hand, 2011, Skottebogen, bd. 1 (med Toke Højby Lorentzen og Rasmus Halling Nielsen), E +, 2012

Opstøv dem selv i dag!

Voxen er et smukt skældsord

2012-02-14T08:58:00.004+01:00

Da jeg var 12-13 år og gik til børnehusmøder og børnerockkoncerter på Huset i Århus, var fjenden de voxne med x, de til forskel fra voksne med ks undertrykkende og undertrykte voxne - det er det sgu da stadigvæk, jeg må bare ikke bruge x'et i de blade og aviser, jeg er undercover på -

Fra af min anmeldelse af Alexander Payne's film The Descendants i seneste nummer af Ekko:

Det er sådan en film, Bo Green Jensen kalder ”en film for voksne”, hvilke for mig altid har været et dårligt tegn på sentimental opbyggelighed. (...) Nu håber jeg, at jeg har fået filmen til at lyde lige så rigt underholdende, som den viste sig at være, ikke fordi den ikke også er en slemt opbyggeligt og sentimental ”film for voksne”, som min kære kollega Bo Green Jensen vil skrive noget slemt sentimentalt og opbyggeligt om, når han anmelder den i Weekendavisen. Men det er den først i anden række, i første række er den en fint oprømt og sensitiv film for vakse.

Anmeldelsescitat i annonce for filmen i dag:

"... ALEXANDER PAYNE LAVER FORTSAT FREMRAGENDE OG AMBITIØSE FILM FOR FULDVOKSNE MENNESKER."
EuroMan

Endnu meget værre end voxen: fuldvoxen!

Formalist er en forbandet hædersbetegnelse

2012-02-13T17:28:00.000+01:00

fordi formalisme er den mest klartseende og hudnære og sjæleligt lydhøre læsemåde

så formalistisk er noget en anmeldelse udmærker sig ved at være og har ære af at blive kaldt

(ja, ja, mavesur redaktion på redigering)

Godotmorgen

2012-02-13T08:07:00.001+01:00

Den er ikke kommet endnu

Hvor bliver den af?

Det er helt absurd!

Jeg vil danse med nogen (til Whitney 1963-2012)

2012-02-12T22:52:00.000+01:00

En central scene i den generationsroman, jeg aldrig kommer til at skrive og tjene kassen på, udspiller sig til en studenterfest i et lavloftet parcelhus i Risskov, hvor den unge, mandlige hovedperson danser håbløst, men i det mindste uden studenterhue, med hende, der skulle forestille at være den unge, kvindelige hovedperson, til "I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me)", fordi det i den grad er 1987.

Kontorforvandlings fristelse

2012-02-12T12:17:00.000+01:00

Pludselig er musen nede på gulvet og en puck og støvsugerrøret følgelig en ishockeystav

- men jeg undlader at slå til af alle min kræfter mod det ellers helt udækkede mål.

ÆVL OG ROD og anden plotmodstand

2012-02-12T10:53:00.003+01:00

I mandags underviste jeg de opvakte elever på Forfatterskolen for Børnelitteratur i det bestilte emne "Ej plot til lyst", her tilrettet afskrift af (noget af) mit forelæsningsmanuskript, og jep, det er helt utroligt groft tilskåret, men dog et slag på den flyvende dragkiste):

EJ PLOT TIL LYST

Andre, alternative, parallelle måder at organisere roman på end kausalitet, konflikt, plot/intrige, udvikling, organicitet

tragedien/komedien ren konflikt/intrige, helst ingen digressioner (en vis poetisk intervention, græske kor, Shakespeare)

konflikt indbygget i ALLE romaner pga. den STORE STØRRELSE, ikke 3 eller 5 akter, men en røvfuld kapitler, plot & co. vs. det autonomt episodiske (3. enhed: føljetonen) og stillestående beskrivelser (perosner/miljø) og dialoger, nødvendig overvægt af ikke-plot

(og så skrev jeg med store bogstaver på et selvstændigt ark)

plotmæssighed
VS

personers ÆVL mellemmenneskelig snak
OG
verdens ROD ting og sager på steder

jo mere kvalificeret kunstnerisk fremskriblet ÆVL OG ROD
jo værre for plotmæssigheden

- romanhistorien
prosaiseringer af parodier på eposer, folkesprog, nede på jorden
stærkt episodisk og digressivt, Don Q, Tristram S
picaresk roman, picarro,

Dickens -
Pickwick, rent episodisk
Olivier Twist, melodrama
expansive monstre i stigende grad forsøgt plotstyret og psykologiseret
men kapitler + personer vil (statisk) selvstændighed
(alternativ til plot (nr. 9 i typologien nedenfor): personkombinatorik (samtidig med personknopskydningen aldrig standser)
Our Mutual Friend (dræbt plot) vs. Great Expectations (vitalt plot)

dannelsesroman
realistisk/naturalistisk roman
psykologisk udvikling og plot, synsvinkelstyret
bliver normen sidst i 1800-tallet, er det stadigvæk

modernistisk roman
plot- og bevidsthedsopløsning
psykologisk udviklingsroman stivnet i tåge og mudder, Mann, Kafka
genredefaitistisk

TYPOLOGI OVER avantgardistiske/postmodernistiske plotalternativer
(og HURRA for hybrider)

0. Helt minus handling
lister, over navne, Monogrammer, og ting, kun beskrivelser, noveau roman, centrifugal nonsens, Finnegans Wake (overfladisk læst, hvilket er en OK læsning!)

1. Collageroman
totalt eller delvist, spring i diskurs/genre, personer/lokation mellem kapitler/afsnit/sætninger, opsplittet kollektivroman, egentekst og/eller fremmedtekst (og ikke-bogstaveligt materiale), JLM's syre-collage For en person med verbale pupiller

2. (Neo)Episodisk roman
inspireret af picareske romaner eller ej, alt mulig magisk realisme, enkle eller raffinerede kinesisk æske-arrangementer: fortælling i fortælling i fortælling etc. , At fortælle menneskene

3. Encyklopædisk/leksikalsk organisering
eksplicit eller implicit, de hemmelige skemaer, sanser, organer, stilarter (collage-link) etc., bag Ulysses og Livet - en brugsanvisning

4. Intertekstuel/parodisk organisering
genreskabelon eller myteskabelon eller lige præcis den og den (ikke)roman, Odysseen i Ulysses, På vej mod en ny roman i Allermest af alt undrer det mig at vi kan glemme

5. Systemisk/spilfærdig organisering
efter regler, sine egne eller stjålne fra ikke-litterære såil, indeni eller udenfor teksten, styret tilfældighed, Roussels ordspil, skakspillet i Through the Looking Glass

6. Arkitektonisk organisering
rumlig struktur (collage-link), kapitel = 1 sted/rum, fiktiv eller reel, "oversat" arkitektur/struktur, Livet - en brugsanvisning, Liget og lysten

7. Hyperroman
handling der spalter sigt i valgfrie spor, i bog eller på internet, Dage med Diam, En million historier

8. Drømmeroman
drømmelogik, associationsspring, dag/læserester, de to Alice-romaner

(hvorpå jeg nærlæste de to Alice-romaner, der meget smukt og dybt siamesisk er hinandens gale tvillinger i typologien, Wonderland beskidt episodisk, Looking Glass beskidt systemisk)

HVORFOR:
fordi plotmekanikker er kedelige/klichéfulde/enstrengede måder at generere verdener og individualitteter på - og urealistiske!

FREMRAGENDE, NYE, DANSKE, ANTI-/ IKKE- (PRIMÆRT) PLOTTEDE ROMANER

Lars Frost: Skønvirke (trivi-parodisk/vrængende roman, der går i collage/nonsens-opløsning)
Vibeke Grønfeldt: Livliner (akronologisk episodisk roman, med nutidsramme)
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid (vel nærmest en liste-roman!?)
Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily (collageroman (dialoger + dagbog + breve))
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (modernistisk (frenetisk, frem- og tilbagespolende), men også (skriftvolte-)episodisk og vel også (fotos) collageroman (og drømmeroman?))
Kasper Nørgaard Thomsen: Termostatens nat (drømme-, nej, mareridtsroman)
Harald Voetmann: Kødet letter (modernistisk (træg, digressiv, frem- og tilbagespolende, kronologisk flimrende) roman)

Intet kan sammenlignes med dig

2012-02-12T08:50:00.000+01:00

Endnu en anti-sammenlignings-sang, mens jeg læser sammenligningsspækket bog, tilegnet bloglæseren dig:

Et ikke-husråd

2012-02-11T20:52:00.001+01:00

Wasabinødder hjælper IKKE mod frossen næse

(næsen forbliver frysende udenpå, men brænder ad helvede til indeni - bloglæsende romanforfattere er velkomne til at bruge denne paradoksale sansning som rammende metafor på et eller andet graverende metafysisk/inderligt).

En ting er et hul i den ting den ikke er

2012-02-11T15:14:00.004+01:00

1 time og 20 minutter, i skrivende nu, kan man stadig se Mikkel Carls udstilling too sexy for my skin i Henningsen Gallery i Fredericiagade, og det synes jeg, man skal (skynde sig!) at gøre, for det er cool sprudlende konceptualitet af den seværdigste art - gennem et hul i en væg, hvis aforistiske titel jeg har stjålet (og fordansket) til blogpostens overskrift, træder man ind i udstillingen, der inddrager galleristens skrivebord, der nemlig er flyttet ud i udstillingsrummet og bygget af kunstnerens eget hyperfunktionelle kontorsystem, modulE, men ellers præsenterer en perlerække af små, distinkt kvikke kunstobjekter eller "kunstobjekter" på gulv, væg og i kontorsystem; på væggen bl.a. kønne, men "falske" malerier konstrueret af en skoæske (Alexander McQueen), et tørklæde og et hundetæppe (brugt til at beskytte kunst under transport), på gulvet bl.a. det fineste, lille springvand, "Milk & Honey", materialer: "Found wood, lacquer pottery, water pump, Pastis and water", på kontorsystemet bl.a. kirsebærblomster af silke placeret i en grøn te-flaske, ægte kunstig poesi. Det er ikke umuligt, øjensynligt, at lave kunst som Duchamps forkælede barnebarn, når man bare er udstyret med den rette, på samme tid rå og forfinede og immer rastløse påhitsomhed - OK, nu er udstillingen kun åben 45 minutter endnu, af sted med jer! (flere billeder fra udstillingen her, hvis I nu ikke når det)

Kannibalistisk (til Peter Adolphsen)

2012-02-11T11:21:00.000+01:00

(mærkat med portræt på "skinkemignon" fra Irma)

Mit kød er god smag til spisebordet

Velbekomme

Morten, slagtermester

At være Guldageranmeldelseslæser

2012-02-11T11:18:00.002+01:00

når jeg plejer at være Guldagerlæser og Guldageranmelder, er underligt.

Katrine Marie Guldagers nye roman får 4 hjerter i Politiken af skjult lunkne Bjørn Bredal og 4 stjerner i Berlingske af skjult lunkne Eva Pohl og 3 stjerner i Jyllands-Posten af eksplicit lunkne Erik Svendsen og en så godt som eksplicit lunken anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Handesten og en på-den-ene-side-på-den-anden-side-anmeldelse, der ender på den positive side, i Information af Lilian Munk Rösing (men lader man negativiteten fylde lige så meget som positiviteten i sin anmeldelse, kan der vel til syvende og sidst ikke være tale om en god bog, når der NB ikke er tale om en debutant, men om en anerkendt forfatter med et langt forfatterskab bag sig) og en totalt uargumenteret positiv anmeldelse i Weekendavisen af Poul Behrendt (der synes at mene, at Guldager er den første forfatter siden Thomas Hardy, der har fundet på at benytte sig af alvidende fortæller, med licens til forudskikkelse af handling etc, hvilket jo er eklatant og komisk forkert, hvad angår bare de sidste 10 års danske litteratur, fra Peter Adolphsen til (det er lang, lang vej) med neo-Guldager nært beslægtede Jette A. Kaarsbøl). Hvilket smart nok giver forlaget ret til at kalde bogen kritikerrost, selvom rosen ved nærmere eftersyn er dybt ormstukken.

I stedet for omstændeligt at stikke til anmeldelserne, vil jeg bare citere de tekststykker, hvoraf de fleste er billedsproglige nemlig, som anmelderne (tilsyneladende) citerer for det (kunstnerisk og livsvisdomsmæssigt) gode:

(Pohl)
(Datteren Leonoras følelser er kraftfuldt beskrevet:) »Så intens var Lillys interesse, at Leonora frygtede at være alene sammen med hende. Den mor, hun havde længtes sådan efter i det seneste års tid, var et mareridt tæt på.«

(Bredal)
"Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«

(Rösing)
»Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.« (næsten punket ordknapt, men også problematisk: pludselig homoseksualitet (hvad det så end er?) som ligestillet med afskårne lemmer?)
(Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være) »små glimt af sandhed«. (Et andet sted forekommer de hende at være) »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. (Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.)

(Behrendt)
»At Leonora i dette øjeblik blev målt og vejet og udvalgt til at være Ellas hadeobjekt nummer et, havde hun ingen anelse om,«

Dette er ikke gode, dynamiske sætninger (og sprogbilleder), smagsdømmer jeg umiddelbart som menig Guldageranmeldelseslæser, det er bastant og klodset (syntaktisk og i konkret-abstrakt-balancen) banale sætninger (og sprogbilleder) - og ergo tro jeg ikke en snus på de positive smagsdomme.

At være Guldagerinterviewlæser

2012-02-11T09:47:00.001+01:00

Utroligt at ORKE AT MENE alt det om, hvordan moderne familier ter sig, og MENE AT VIDE alt det om, hvordan moderne familier ter sig

- i Politiken skal Guldager forholde sig til, at anmeldere på Weekendavisen og Politiken var (i mit tilfælde mildest talt) skeptiske overfor hendes forrige roman Ulven: "De må gerne være skuffede. Som forfatter må man gå den vej, man nu skal." svarer hun, men i det mindste jeg måtte ikke have lov til at være skuffet, eftersom Guldager klagede over min anmeldelse og forlangte at blive genanmeldt eller i hvert fald ikke blive anmeldt af mig igen (hvilket jo på den anden side ikke skal forhindre redaktøren i ikke at lade mig anmelde den næste bog, sådan som det faktisk skete)

Frys ud

2012-02-11T08:03:00.002+01:00

Når jeg går uden for en dør, fryser mit ansigt i sekvens, først næsen, derefter munden, så øjnene, til sidst ørerne, og er det, som her til morgen, nederdrægtigt koldt, fryser ikke bare sanseorganerne, men også sansningerne, lugtene - og duftene - fryser, synet - og synerne - fryser, talen - og tavsheden - fryser (hvis at tale og tie er at sanse? det er det!)!), lyden og - stilheden - fryser, i den rækkefølge.

Jeg er dér

2012-02-10T19:58:00.000+01:00

Nu har jeg fundet det/et sted, hvor jeg (sandsynligvis) nævnes i Merete Pryds Helles Kære Mai - senere vil jeg læse bogen.

Jernlår

2012-02-10T19:55:00.003+01:00

Jeg har storidiotisk fået et såkaldt trælår ved at hamre benet ind i det korte jerngelænder, der går ned til ejendommens kælderlokaler, og som jeg må have gået forbi 10.000 gange mindst uden problemer, og jeg tror ikke engang, jeg fumlede med min mobil, jeg tror bare, jeg gik i mine egne tanker, som det hedder, for hvis tanker skal vi ellers gå i, vi kan måske gå MED andres tanker, men dem, vi går I, er vores egne tanker, AV FOR SATAN! råbte jeg meget højt, hvilket jeg syntes var lidt pinligt, voksen mand råber AV, og hvorfor hedder det et trælår? fordi låret så føles som et stykke træ? hvordan man så end ved, hvordan et stykke træ føles, eller fordi det føles, som er man blevet slået med et stykke træ, en gren eller et bræt eller et baseballbat, men her slog jeg mig mod jern, så jeg synes, et mere rigtigt og præcist ord ville være JERNLÅR, det føles som jern og som at at være blevet slået med jern, og AV FOR SATAN! siger jeg hele tiden, hvor gør det jernlår stadig gigaidiotisk ondt!

Sammenlignet med hvad?

2012-02-10T19:44:00.000+01:00

I anledning af snakken nedenfor og lige om lidt også ovenfor, forudsiger jeg, om romanbilledsprog, er her et funky og politisk meta-nummer med John Legend & The Roots, "Compared to What?:

Og her den ikke uefne tekst:

Love the lie and lie the love
Hangin' on, with a push and shove
Possession is the motivation
That is hangin' up the God-damn nation
Looks like we always end up in a rut (everybody now!)
Tryin' to make it real - compared to what?
Slaughterhouse is killin' hogs
Twisted children killin' frogs
Poor dumb rednecks rollin' logs
Tired old ladies kissin' dogs
Hate the human, love that stinking mutt (I can't stand it!)
Try to make it real - compared to what?
The President, he's got his war
Folks don't know just what it's for
Nobody gives us rhyme or reason
Have one doubt, they call it treason
We're chicken-feathers, all without one gut (God damn it!)
Tryin' to make it real - compared to what? (Sock it to me, now)
Church on Sunday, sleep and nod
Tryin' to duck the wrath of God
Preacher's fillin' us with fright
Tryin' to tell us what he thinks is right
He really got to be some kind of nut (I can't use it!)
Tryin' to make it real - compared to what?
Where's that bee and where's that honey?
Where's my God and where's my money
Unreal values, crass distortion
Unwed mothers need abortion
Kind of brings to mind ol' young King Tut (He did it now)
Tried to make it real - compared to what?!

Trøsterig bekræftelse til hovedløse skribenter

2012-02-10T18:20:00.000+01:00

ALLE ANONYME ER ENORMT COOL OG TALENTFULDE!

- for kan I så ikke holde kæft med al jeres ynkelige nid og nag kujonagtigt i intet navn?

Brand, Brandt, Brændt af (til Caspar Eric C)

2012-02-10T10:57:00.000+01:00

(overskrift på forsiden af Alt for damerne)

* Designer
Julie Brandt
om at følge sit
hjerte og starte
eget brand

Knausgård Tidende

2012-02-10T10:49:00.001+01:00

Nå ja, der er lige nu den slettede scene, der er SCOOPET i seneste nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, den slettede skide-scene fra Karl Ove Knausgards Min Kamp, som Informations kulturredaktør Peter Nielsen bruger uforholdsmæssig meget plads på at skrælle og citere fra i en såkaldt anmeldelse (nå ja, der er også lige en slettet tekst af Bjørn Rasmussen, som vi har givet en pris) af nummeret i Informations bogtillæg. der snart burde skifte navn til Knausgård Tidende, så grundigt som de iiluminerer selv den mindste prut slået i dette Nordens allerstørste, nærmest titanisk store, brændende lokum.

Slettede scener, 2011 og 1871

2012-02-10T09:55:00.000+01:00

Jeg så i går en fantastisk, deleted scene på dvd-udgaven af den virkelig vellykkede komedie Bridesmaids med Paul Rudd som hovedpersonen Kristen Wiigs perfekte date, der pludselig hysser helt forfærdeligt ud - klart nok er (dobbelt)scenen for lang og digressiv og autonom til at kunne rummes i filmen, men desto skønnere er den at få foræret som overskud med sløjfe på:

Det er sjældent at blive begavet med slettede scener fra de bøger, man holder af, men der er lige præcis fra ugens klassikere den slettede, melankolske/ulykkelige slutning på Great Expectations, hvor Pip IKKE får Estella, som blev offentliggjort få år efter Dickens' død, og det slettede kapitel om "The Wasp in a Wig" fra Through the Looking Glass, der først blev fundet, i en tidlig korrektur, 100 år efter, bogen udkom, i 1977 (og slettet fordi Carrolls illustrator Tenniel virkelig ikke så sig i stand til at illustrere DEN urimelighed)), og hvor Alice møder en meget trist hveps med gul paryk:

"I'm very sorry for you," Alice said heartily: "And I think if your wig fitted a little better, they wouldn't tease you quite quite so much."
"Your wig fits very well," the Wasp mumured, looking a her with an expression of admiration: "it's the shape of your head as does it. Your jaws ain't that well shaped, though - - I think you couldn't bite well?"
Alice began with a little scream of laughter, which she turned into a cough as well as she could. At last she managed to say gravely, "I can bite anything I want."
"Not with a mouth as small as that," the Wasp persisted. "If you were a-fighting, now - could you get hold of the other one by the back of the neck?"
"I'm afraid not," said Alice.
"Well, that's because your jaws are too short," the Wasp went on: "but the top of your head is nice and round." He took of his own wig as he spoke, and stretched out one jaw towards Alice, as if he wished to do the same for her, but she kept out of reach, and would not take the hint. So he went on with his criticisms.
"Then your eyes - they're too much in front, no doubt. One would have done as well as two, if you must have them so close -"
Alice dit not like having so many personal remarks made on her, an as the Wasp had quite recovered his spirits, she thought she might safely leave him. "I think I must be going on now," she said. "Goodbye."
"Goodbye, and thank-ye", said the Wasp, and Alice tripped down the hill again, quite pleased that she had gone back and given a few minutes to making the poor old creature comfortable.

Uundværligt uudslettet!

På med relativitetsbrillerne

2012-02-09T21:30:00.001+01:00

Velgørende at læse klassikere - i denne uges tilfælde: Alice og Store Forventninger - ved siden af deres umådelige frydefuldhed i sig selv får man sat perspektiv på hverdagslæsningen: Danmarkslitteratur er sjældent verdenslitteratur, men mindre - og det er forudsætningen for meningsfuldt anmelderi af national samtid: ellers skulle 99,7 procent afvises summarisk (dette forår alt andet end Harald Voetmann ca.) - kan også gøre det, derfor er det vigtigt, når man vender tilbage til forårssæsonens nye, danske titler, at tage relativitetsbrillerne på med deres tykke, tykke hinkesten.

Her hviler min indexfinger (til Martin Larsen)

2012-02-09T08:41:00.000+01:00

Det var sikker genereret af dårlig samvittighed over endnu ikke have set Mikkel Carls udstilling Too sexy for my skin på HENNINGSEN Gallery, men jeg drømte i nat, at Mikkel, mens jeg og nogle andre, jeg ikke kan huske, befandt os på en bænk i en park i en ophedet diskussion om, jeg kan ikke huske hvad, havde modelleret en lillebitte gravhøj, hvorpå han havde sat et endnu mindre skilt med påskriften: "Her hviler min indexfinger" (index finger er pegefinger på engelsk) - det er sgu da et fint kunstværk, tænkte jeg, i drømmen og da jeg kort efter vågnede.

Alle skal være Tues venner

2012-02-08T23:59:00.002+01:00

Jeg bliver lettere forbandet på blogmediets demokratiske vegne, når der udspiller sig kvalificerede (og idiotiske) litterære debatter på Facebook, fordi Facebook ikke er pivåbent for enhver ligesom en blog, Facebook er kun åbent for venner og venners pålinkede venner, eller hvis man selv åbner sin profil for alle og enhver (jf. kommentar nedenfor - men hvor er det så, man som ikke-ven (eller ven med alt for mange andre "venner", se parentes nedenfor) skal få nys om, at der bliver skrevet noget læseværdigt - vs. de smarte, opdaterende blogruller, fx på Kornkammeret)), som nu den ret fine diskussion apropos tidligere blogger Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse af Peder Frederik Jensens roman Læreår, der har kørt som tråd fra Tues eget status-link til anmeldelsen med deltagelse af bl.a. Jeppe Brixvold og forfatteren selv (og som jeg ikke selv opdagede i første omgang, men kun i anden omgang, via et link fra forfatter Jensen, som jeg lige så godt ikke kunne have set, det er og bliver et kommunikativt mudder) - jeg kan prøve at linke her, men jeg ved ikke, om det giver adgang for jer, der ikke er Tues venner, og alle skal være Tues venner, up front i helst en blog (der jo gerne kan være kollektiv - fx for informationanmeldere og som udgangspunkt bare med anmeldelses-links) er, hvad jeg mener, og lad mig simpelthen stjæle Tues sidste/seneste kommentar, så I, der ikke er (fx) Tues venner, får nys om, hvad I går glip af, og kan tilslutte jer kravet om universelt venskab med alle, der har noget på hjerte om litteratur:

Hej Peder, tusind tak for kommentaren.
Jeg er meget enig i din analyse, det var det jeg prøvede at skrive i anmeldelsens indledning. Noget af håndens arbejde befolkes i dag (også) af den højere middelklasse, de har prestige, de er på mange måder udtryk for et livsvalg. Bl.a. bådebygger, men jo også dele af kokkebranchen. Andre glider ned mod det ufaglærte og den serie af konnotationer, det har idag. Du skriver (næsten kun) om det ene, Kristian Bang Foss om det andet. Mit forbehold går ikke så meget på den analyse, men snarere på hvor fortællerstemmen stiller sig i forhold til sin hovedperson og hans (nostalgiske) livsvalg. Den fylder dem med eksistentiel dybde, synes jeg, og gør det gennem nogle bestemte sproglige greb. Det betyder så også, at den så at sige overtager nostalgien i hans valg, at den beskriver dem med den her svage toning af højstemthed. Som jeg altså forbinder med halvtressernes litteratur. Men jeg kan tage fejl, det er altid en mulighed.

Lysende kæber (til Harald Voetmann)

2012-02-08T23:33:00.001+01:00

Jeg fik smukt nok en bog for at læse op af Store forventninger i går, ikke en af Dickens, men stadigvæk en temmelig britisk en, The Worst Jobs in History af Tony Robinson, og her er fx og apropos børnearbejderen Dickens beskrivelsen af jobbet som

Match Maker (Victorian Style)

In the nineteenth century matches were made by dipping little wooden sticks into white phosphorus. The fumes from this poisonous chemical caused the dreadful condition known as 'phossy jaw', which blighted the lives of those who made the matches. Its first symptoms were toothache and painful swelling of the gums and jaw. Then came abcesses and foul discharge. Like ghastly glow-in-the-dark toys, the victim's rotting jawbones would give off a ghostly light. The only treatment was an agonizing and disfiguring operation in which the jawbone was removed surgicallly Although phosphorus was banned in Sweden and the USA, the British government refused to follow their example, arguing that such a move would be a restraint of free trade.
For many people Victorian Match Girls conjure up the sentimental images of bare-footed waifs in the snow selling individual matches. But the Match Girls at the Bryant and May factory in London were pioneers of workers' rights. They worked up to fourteen hours a day for a wage of less than five shillings a week. That was before fines. For offences like talking, dropping matches or going to the toilet without permission, the girls would have their wages docked by anything from threepence to one shilling. Their hours were 6.30 a.m. in summer (8.00 a.m. in winter) to 6.00 p.m. If they were late, they were fined a half-day's pay.
These young women were feisty. A commentator described them off-duty: "They have fashions of their own; they delight in a quantity of colour, and they can no more live without their large hats and huge feathers than 'Arry can live without his bell-bottom trousers. They all sport high-heeled boots, and consider a fringe an absolutely essential."

Øv! Jeg kunne ikke være mere enig

2012-02-08T13:44:00.001+01:00

i Niels Franks ANDEN natlige populist-blogpost på Promenaden, og hvad værre er: jeg kunne heller ikke have sagt det bedre eller præcisere; Frank rammer dødeligt i plet med sine versaler, døden er dørvogtere (meget tit kaldet redaktører, ja, vi er inde på hudløst område her - trods alt sjældent Frank er i kontakt med avisernes dørvogtere, blandt hvilke kronikredaktører næppe er de strengeste), der på vegne af (sjældent på egne vegne nemlig) læserfolket opstiller FORMIDLING, FORENKLING og OPDRAGELSE som de primære hensyn i og formål med en tekst - og det er livsvigtigt for kunsten, at den ikke er forpligtet på noget FOR AT (som den ikke sjældent er hos Frank, også i visse af hans blogposter, kunsten er til FOR AT nedbryde hierarkier og kærnefamilien fx).

Tal om månen, mester

2012-02-07T23:49:00.001+01:00

Som jeg gik mod stationen forbi de mørke, tætte Hellerup-villaer, som den ellers insisterende måne ikke evnede at lyse op, efter bibliotekets maratonoplæsning, var det umuligt ikke at besværge, hvor animerede de kunne ville være blevet, villaerne, havde Dickens' pen taget dem under kærlig behandling, for slet ikke at tale om månen.

Længe leve serialiteten

2012-02-07T23:28:00.001+01:00

Vel er Sons of Anarchy ikke Little Dorrit (eller The Wire eller Breaking Bad for den sags skyld), men det er en FØLJETON, en ca. ok én, og derfor helt i orden at trætte øjnene til sent denne fødselsdags aften.

Henkastet, henrevet monstrøsitet

2012-02-07T13:12:00.000+01:00

Fra G. K. Chestertons bog Charles Dickens, 1906, som var noget af en åbenbaring, da jeg skrev speciale om Dickens og Our Mutual Friend for 17 år siden:

We shall consider Dickens in many other capacities, but let us put this one first. He was the voice in England of this humane intoxication and expansion, this encouraging of anybody to be anything. His best books are a carnival of liberty, and there is more of the real spirit of the French Revolution in "Nicholas Nickleby" than in "The Tale of Two Cities." His work has the great glory of the Revolution, the bidding of every man to be himself; it has also the revolutionary deficiency: it seems to think that this mere emancipation is enough. No man encouraged his characters so much as Dickens. "I am an affectionate father," he says, "to every child of my fancy." He was not only an affectionate father, he was an over-indulgent father. The children of his fancy are spoilt children. They shake the house like heavy and shouting schoolboys; they smash the story to pieces like so much furniture. When we moderns write stories our characters are better controlled. But, alas! our characters are rather easier to control. We are in no danger from the gigantic gambols of creatures like Mantalini and Micawber. We are in no danger of giving our readers too much Weller or Wegg. We have not got it to give. When we experience the ungovernable sense of life which goes along with the old Dickens sense of liberty, we experience the best of the revolution. We are filled with the first of all democratic doctrines, that all men are interesting; Dickens tried to make some of his people appear dull people, but he could not keep them dull. He could not make a monotonous man. The bores in his books are brighter than the wits in other books.

(...)

The disadvantage under which Dickens has fallen, both as an artist and a moralist, is very plain. His misfortune is that neither of the two last movements in literary criticism has done him any good. He has suffered alike from his enemies, and from the enemies of his enemies. The facts to which I refer are familiar. When the world first awoke from the mere hypnotism of Dickens, from the direct tyranny of his temperament, there was, of course, a reaction. At the head of it came the Realists, with their documents, like Miss Flite. They declared that scenes and types in Dickens were wholly impossible (in which they were perfectly right), and on this rather paradoxical ground objected to them as literature. They were not "like life," and there, they thought, was an end of the matter. The realist for a time prevailed. But Realists did not enjoy their victory (if they enjoyed anything) very long. A more symbolic school of criticism soon arose. Men saw that it was necessary to give a much deeper and more delicate meaning to the expression "like life." Streets are not life, cities and civilisations are not life, faces even and voices are not life itself Life is within, and no man hath seen it at any time. As for our meals, and our manners, and our daily dress, these are things exactly like sonnets; they are random symbols of the soul. One man tries to express himself in books, another in boots; both probably fail. Our solid houses and square meals are in the strict sense fiction. They are things made up to typify our thoughts. The coat a man wears may be wholly fictitious; the movement of his hands may be quite unlike life.

This much the intelligence of men soon perceived. And by this much Dickens's fame should have greatly profited. For Dickens is "like life" in the truer sense, in the sense that he is akin to the living principle in us and in the universe; he is like life, at least in this detail, that he is alive. His art is like life, because, like life, it cares for nothing outside itself, and goes on its way rejoicing. Both produce monsters with a kind of carelessness, like enormous by-products; life producing the rhinoceros, and art Mr. Bunsby. Art indeed copies life in not copying life, for life copies nothing. Dickens's art is like life because, like life, it is irresponsible, because, like life, it is incredible.

(...)

It is evident, in short, why even those who admire exaggeration do not admire Dickens. He is exaggerating the wrong thing. They know what it is to feel a sadness so strange and deep that only impossible characters can express it: they do not know what it is to feel a joy so vital and violent that only impossible characters can express that. They know that the soul can be so sad as to dream naturally of the blue faces of the corpses of Baudelaire: they do not know that the soul can be so cheerful as to dream naturally of the blue face of Major Bagstock. They know that there is a point of depression at which one believes in Tintagiles: they do not know that there is a point of exhilaration at which one believes in Mr. Wegg. To them the impossibilities of Dickens seem much more impossible than they really are, because they are already attuned to the opposite impossibilities of Maeterlinck. For every mood there is an appropriate impossibility -- a decent and tactful impossibility -- fitted to the frame of mind. Every train of thought may end in an ecstasy, and all roads lead to Elfland. But few now walk far enough along the street of Dickens to find the place where the cockney villas grow so comic that they become poetical. People do not know how far mere good spirits will go. For instance, we never think (as the old folk-lore did) of good spirits reaching to the spiritual world. We see this in the complete absence from modern, popular supernaturalism of the old popular mirth. We hear plenty to-day of the wisdom of the spiritual world; but we do not hear, as our fathers did, of the folly of the spiritual world, of the tricks of the gods, and the jokes of the patron saints. Our popular tales tell us of a man who is so wise that he touches the supernatural, like Dr. Nikola; but they never tell us (like the popular tales of the past) of a man who was so silly that he touched the supernatural, like Bottom the Weaver. We do not understand the dark and transcendental sympathy between fairies and fools. We understand a devout occultism, an evil occultism, a tragic occultism, but a farcical occultism is beyond us. Yet a farcical occultism is the very essence of "The Midsummer Night's Dream." It is also the right and credible essence of "The Christmas Carol." Whether we understand it depends upon whether we can understand that exhilaration is not a physical accident, but a mystical fact; that exhilaration can be infinite, like sorrow; that a joke can be so big that it breaks the roof of the stars. By simply going on being absurd, a thing can become godlike; there is but one step from the ridiculous to the sublime.

- vise ord om en vild skrift

Vi læser op lige nu! Kom og vær stille!

2012-02-07T12:13:00.000+01:00

Maratonoplæsningen på Gentofte Hovedibliotek af Store Forventninger i dag på Dickens 200 års fødselsdag begyndte klokken 10 og kører indtil klokken 7 i aften; jeg har ikke kunnet finde et præcist program over, hvem der læser op hvornår, men foruden mig, der er på ca. klokken 17.00, medvirker også skuespilleren Vigga Bro og bogens oversætter Niels Brunse; jeg synes, man skal vove sig ud i den lidet dickenske, glasklare kulde og lægge øre til fødselsdagsbarnets pænt udødelige skriftmesterskab.

Fra Dickens til mig: ET ÆGTE NUMMER!

2012-02-07T11:41:00.003+01:00

Jeg var i Vangsgaards Antikvariat i går eftermiddags for at blive interviewet til Skønlitteratur på P1 på lørdag ved Nanna Mogensen og kollega Klaus Rothstein og fik ikke råbt nær nok op om mit idols ubændige fortræffeligheder, jeg burde aldrig have holdt inde, men så havde de til salg for latterlige 300 kr. pr. stk. (fordi samlingen ikke var komplet) enkelteksemplarer af de 20 månedlige føljetonhæfter Dickens' roman Little Dorrit oprindeligt udkom som 1855-57, og jeg har aldrig troet, jeg kunne komme i nærheden af Dickens-originaludgaver, så jeg har aldrig ledt efter dem i danske antikvariater, men selvfølgelig skulle jeg have mig et af de smukke, blå hæfter og helt umuligt at vælge, ud over at det skulle være 1 med fasthængende forside (nu min Alice lige var faldet totalt fra hinanden), jeg snuppede rimeligt vilkårligt nr. 3, og det er så helt utroligt fint og magisk at holde i sine hænder og ae ganske blidt, inden jeg forsigtigt bladrer mig frem til de hyperrealistiske annoncer, som hæftet indledes med:

EDMISTON'S
CRIMEAN OUTFIT
18 P 18 s
.
Comprising the following requisities for OFFICERS proceeding to the seat of War, viz :-

Waterproof Cape and Hood
,, Camp Boots
,, Ground Sheet
Folding Bedstead
Mattrass and Pair of Blankets
Canteen for Two Persons
Sponging Bath
Bicket and Bason
Brush Case
Lantern
Havresack
Pair of Pack Saddle Trunks, wirh Straps and Slinging Irons complete

Attention is respectfully invited to
EDMISTON'S WATERPROOF WINTER CAPE, WITH HOOD
CAMEL-HAIR LINED

Hæftet indeholder 3 kapitler, IX, X og XI, her begyndelsen på det første, "Little Mother"; tænk at have ventet en hel måned og få fingre i det nye hæfte omsider og grådigt læse løs og vide, at forfatteren skrev manisk videre, mens man sad eller snarere stod og blæstes omkuld:

The morning light was in no hurry to climb the prison wall and look in at the snuggery windows; and when it did come; it would have been more welcome if it had come alone, instead of bringing a rush of rain with it. But the equinoctical gales were blowing out to sea, and the impartial south-west wind in its flight, would not neglect even the narrow Marshalsea (gældsfængslet). While it roared thorough the steeple of Saint George Church, and twirled all the cowls in the neighbourhood, it made a swoop to beat the Southwark smoke into the jail; and, plunging down the chimneys of the few early collegians who were yet lighting their fires, half suffocated them.
Arthur Clennam would have been little disposed to linger in bed, though his bed had been in a more private situtation, and less affected by the raking out of yesterday's fire, the kindling of today's under the collegiate bowler, the filling of that Spartan vessel at the pump, the sweeping and and sawdusting of the common room, and other such preparations. Heartily glad to see the morning, though little rested by the night, he turned out as soon as he could distinguish objects about him, and paced the yard for two heavy hours before the gates were opened.

TO BE CONTINUED (står der IKKE til sidst i hæftet, det gav sig selv)

AT LÆSE ER AT LÆSE DICKENS

2012-02-07T10:50:00.000+01:00

TILLYKKE TIL TIPTOPOLDEFAR CHARLIE MED DE 200!

TAPDANCER D'ECRITURE!

Bemærk venligst støjen!

2012-02-06T15:55:00.000+01:00

(tekst på skilt over skinnerne på Nørreport)

PLEASE NOTICE

NOISE ON THE PLATFORM

Som nogen, der også er nogen

2012-02-06T08:27:00.001+01:00

Fra annonce for Aarhus Teaters dramatisering af Josefine Klougarts Hallerne og et møde med forfatteren: "Josefine Klougart er blevet sammenlignet med så forskellige kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jens Christian Grøndahl." Lad mig give annoncekampagnen mulighed for at namedroppe yderligere og sammenligne Josefine Klougart med så forskellige kulturpersonligheder som Henning Larsen og Peter Bastian og Olafur Eliasson og Nicolas Bro og Thomas Blachman og Uffe Elbæk og Morten Olsen og Prins Henrik og Holger Danske.

(jeg ville også have sammenlignet med rottekongen Cibrino, men reglen var hvide, mandlige, levende kulturpersonligheder og Cibrino er en hvid, mandlig, afdød kulturpersonlighed (Holger Danske sover bare))

Bogligt løvfald

2012-02-05T22:13:00.004+01:00

Så pludselig i og med denne læsning nr. 10-12 er bogen helt mør, og alle sider så godt som, der ikke er frie allerede, river sig automatisk løs, straks jeg vender dem, med det mindste, sprøde ritsj - bogen: The Annotated Alice, uundværlig, generøst overkommenteret udgave ved Martin Gardner af Alice's Adventures in Wonderland og Through the Looking Glass, i Penguinudgaven, købt af min mor, det superrationelle menneske, i april 1967, halvandet år før jeg kom til verden. Her er Gardners nu fuldstændig løsagtige note til hertugindens bon mot i kapitel 9: "Take care of the sense, and the sounds will take care of themselves":

Surely few american readers have recognized this for what it is, an extremely ingenious switch on the British proverb "Take care of the pence and the pounds will take care of themselves". The Duchess' remark is sometimes quoted as a good rule to follow in writing prose or even poetry. Unsound, of course.

Det er koldt som en brøndgravers røvetc.

2012-02-04T23:58:00.001+01:00

Det er koldt som en brøndgravers røvsyge frokost, der er en dåse dybfrossent babymos, pære og gulerod, købt for hans sidste røde øre i Lidls tilbudsfrysedisk med garanti for, at mosen har været nedfrosset mindst ti år og har vandret som en anden Ahasverus fra frysedisk til frysedisk i det nordlige Europa, fra Hamborg til Helsinki til Lillehammer til Vesterbro, hvor brøndgraveren faldt i staver over det umulige valg mellem pære og gulerod og fersken og avocado, indtil en indre stemme, som han altid havde kaldt Stauning pga. dens autoritative, socialdemokratiske klang, sagde: pære og gulerod eller kaos, og selvom brøndgraveren altid havde længtes efter den totale opløsning og det absolutte anarki, orkede han det ikke den onsdag eftermiddag klokken 16:43, så pære og gulerod blev det, frossent som et dyb.

Jeg skulle ikke have kigget

2012-02-04T18:28:00.000+01:00

i Katrine Guldagers Lille hjerte, jeg skulle slet ikke have snuppet den dublet inde på avisen, og slet slet ikke når jeg lige var begyndt at læse i Niels Brunses gode oversættelse af Dickens' fantastiske Great Expectations og slet slet slet ikke kan holde op igen - Guldager forsøger at skrive roman, som man gjorde det på Dickens tid, skrive DÅRLIG roman, som man gjorde det på Dickens' tid, helt bevidst skrive dårligt roman, som man gjorde det på Dickens' tid, hvad var det, man kaldte det dengang, jo, guvernanteroman - fastslår jeg, selv om jeg kun har kigget en ganske lille smule, før jeg hvirvlede videre med Pip og Miss Havisham og Mr Jaggers, men det her afsnit var det første, jeg kastede mit blik på, og jeg synes simpelthen, det er MÆRKELIGT, sært, underligt, strange, at læseren tilsyneladende bliver bedt om at tage teksten og dens stil og udsagn fuldstændig alvorligt:

Lille-Ib (LILLE-IB) havde været hjemme fra skolen et par timer, da Lilly erklærede, at hun havde et ærinde i byen./ Ib Berthelsen sagde, at hun skulle være hjemme senest klokken seks, Lille-Ib sagde:/ - Æv, skal du nu gå igen./ Men tiden havde han udviklet en næsten konstant angst for, at hun gik. Og hun gik. Men selvfølgelig havde hun hørt i smerten i knægtens stemme (SMERTEN I KNÆGTENS STEMME)., ingen mor kunne nogensinde have overhørt den (INGEN MOR KUNNE NOGENSINDE HAVE OVERHØRT DEN). Hun gik ned ad den brede trappe, hun gik ned ad gaden, og smerten sad i hende som et usynligt bånd (SMERTEN SAD I HENDE SOM ET USYNLIGT BÅND), en elastik af den slags, der ikke knækker (??????). Og alligevel gik hun i sin nedringede kjole. Hun gik, og hun kom til en dør, hun havde både frygtet og længtes efter at stå foran (EN DØR, HUN HAVDE BÅDE FRYGTET OG LÆNGTES EFTER AT STÅ FORAN), en dør hun var sikker på ville åbne sig for hende, en dør, der ville føre hende nærmere dette hellige, kunsten (EN DØR, DER VILLE FØRE HENDE NÆRMERE DETTE HELLIGE, KUNSTEN).

Og her er jeg kommet til i Store forventninger, side 170. apropos roman-billedsprog (det groft høvlede ansigt vs. den ualmindelig sløve elastik oppe hos Guldager):

Da jeg kastede et blik på Mr. Wemmick (en advokatfuldmægtig) mens vi gik, for at se nøjere på ham i dagslys, konstaterede jeg at han var en tørt udseende mand, ret lavstammet, med et firkantet træansigt, hvis udtryk syntes at være ufuldkomment indhugget med et sløvt stemmejern. der var nogle mærker i det, som kunne have været smilerynker, hvis materialet havde været blødere og redskabet bedre, men som nu kun var blevet til fordybninger. Stemmejernet havde gjort tre-fire af disse udsmykningsforsøg over hans næse, men havde så opgivet dem uden at kere sig om at glatte dem ud. Jeg bedømte ham til at være ungkarl på grund af den flossede tilstand hans linned befandt sig i, og han havde åbenbart lidt ikke så få smertelige tab, for han bar mindst fire sørgeringe samt en broche, der forestillede en dame og en grædepil ved en grav med en urne på. Jeg lagde også mærke til at der hang adskillige ringe og signeter ved hans urkæde, som om han var belæsset med erindringer om afdøde venner. Han havde skinnende øjne - små, skarpe og sorte - og smalle, aflange. spættede læber. dem havde han haft i, så vidst jeg kunne skønne, mellem fyrre og halvtreds år.

Så anti-guveranteagtigt skriver man, når man er 199 år og 362 dage.

Men så er der de tekster, der er for evigt fortabt

2012-02-04T16:39:00.001+01:00

til forskel fra de anmeldelser, der (nu om stunder) kommer i avisen før eller siden (hvis jeg altså har skrevet dem!), og det er fx min kritikerlisteindstilling af Harald Voetmanns Kødet letter, der jo ikke får chancen på næste kritikerliste - print ud, klip til og klistr ind i det forbandede bogtillæg:

Harald Voetmann: Kødet letter. 136 sider, 199 kr. Gyldendal

Hvis øjenlåg finder talgsmelteri-funktionær Kühleborn i det svungne horn, han købte til sin 55 års fødselsdag og efter flere dage omsider satte tænderne i? Få svaret i Harald Voetmanns lige så uendeligt triste som morsomme undergangs-idyl.

Lyksalige lektier

2012-02-03T18:08:00.000+01:00

Jeg synes ikke, at jeg vil klage over, at jeg skal læse Store forventninger og Alice i Eventyrland i weekenden, det er overordentligt uordentligt i orden.

Tom K som frustreret "racerkører"

2012-02-03T10:07:00.000+01:00

Jeg klikkede mig ind på Peter Nygaards bog Tom K på Gyldendals liste over kommende titler i den tro, at det var en bog om digteren Tom Kristensen, det er det ikke, det er en bog om racerkøreren Tom Kristensen, men faktisk synes jeg, det giver rigtig god mening at læse Gyldendals præsentation som om, bogen faktisk er et sardonisk-allegorisk portræt af digteren Tom Kristensen, der aldrig kom med i digterkunstens kongeklasse:

Tom Kristensen er blevet kåret til 00'ernes største danske sportsnavn. Dette er biografien om den ottedobbelte Le Mans-vinder, der har haft en bevægende og ofte frustrerende karriere med flere livstruende uheld. Bogen følger Tom Kristensen fra den første spæde start i gokart og frem til positionen som den mest vindende kører af 24-timers løbet i Le Mans. En bog om store sejre, men også om frustrerende nederlag, personlige kriser og om, hvorfor Tom Kristensen trods utallige tilløb aldrig kom med i motorsportens kongeklasse, formel 1.

Det er ikke fordi jeg ikke har anmeldt løs

2012-02-03T08:42:00.000+01:00

denne uge, at der ikke er nogen anmeldelser signeret mig i dagens WA Bøger, hvilket jeg derfor synes er enormt strengt og pænt meget trælst.

We had a good run, Katrine!

2012-02-02T15:32:00.000+01:00

9. februar udkommer Katrine Marie Guldagers nye roman Lille hjerte. og for første gang siden hendes debut, digtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994, skal jeg ikke anmelde Guldagers nye voksenbog, og det er lidt vemodigt, men også temmelig okay, eftersom bogen er en efterfølger til Ulven fra 2010. som jeg virkelig ikke brød om, allerførste Guldager-bog, jeg virkelig ikke brød mig, bogen før, novellesamlingen Nu er vi så bare her, kedede mig bare, hvilket var ubehageligt nok, men Ulven syntes jeg decideret var dårlig, og det var sgu alligevel et chok, for Guldagers hovedværker er jeg stadig helt utrolig glad for, de 5 vidt forskellige, men i hvert sit hjørne renfærdigt excentriske pletskud: Styrt, 1995, Blank, 1996, Det grønne øje (ingen andre elsker Det grønne øje så højt som mig, slet ikke forfatteren), 1998, Ankomst, Husumgade, 2001, København, 2004 - men så begyndte det at blive besværligt at være 100 % med, Kilimanjaro, 2005, Lysgrænsen, 2008, En plads i historien, 2009, før det begyndte at gå helt galt, og måske skal jeg slet ikke læse den nye bog, ikke lige med det samme i hvert fald, det gør simpelthen for ondt at se en yndling (yngling må man finde sig at en digter holder op med at være, selvom det også er svært) gråmeleres så græsseligt, men de 5 gode bøger er stadigvæk nogle af min generations bedste, aldrig vil jeg holde op med at blinke med og til Det grønne øje. Take care, Katrine, og gør comeback snarligst!

3 af mine første 11-12 film

2012-02-01T21:31:00.000+01:00

Caspar Eric Christensen præsenterer på sin blog synopserne til tre meget herlige og (foreløbig) fiktive film, hvilket fik mig til at huske en tekst, jeg skrev til Gyldendals hedengangne kulturtidsskrift Fredag i 1988, da jeg var 5 år yngre end Caspar, "Mine første 11-12 film", her er 3 af de 11-12 (som jeg regnede med at indspille mellem 1989 og 2004, nåede det ikke lige):

HEROES. En hysterisk filmatisering af andet bind af Thorkild Bjørnvigs erindringer, "Hjørnestuen og Månehavet", der omhandler hans fire år lange gymnasietid på Århus Katedralskole. En pjattet og improviserende film, hvor især eleverne i deres alt for store tøj (filmtrick!) gør sig øredøvende til grin. Kaotisk farce, dåselatter er en nødvendighed (gråd en vederstyggelighed). Hovedpersonen vil meget gerne være digter, de komiske højdepunkter bliver en fortløbende oplæsning af hans digte på lydsporet, rundt omkring ham finder incest og selvmord sted som på samlebånd. Sort-hvid!

AJAX. Den første del af denne tilsyneladende (ikke en eneste gestus må afsløre bedrageriet) alvorlige film foregår blandt guder og helte i oldtidens Grækenland. Guderne ser ud som guder, hvide og næsten ubevægelige. De taler oldgræsk til hinanden (se underteksterne) og udfører meget modvilligt heltegerninger. I enkelte grønne sekunder ses de gå i kødet på hinanden i kamp eller vellyst, i enkelte sekunder, ellers ubevægelighed. Han som mest ligner Zeus dør af kærlighed, og så ler guderne en homerisk latter, der tillige har ledsaget de grønne sekunder. Filmens anden del foregår i et vaskerum et sted i New York, udelukkende mellem vaskemaskinen og tørretumbleren. Her udspilles det daglige liv, trummerum, og en række forvirrede og blodige mord. De skal være uudholdeligt ulækre. Det gøres klart, at den skyldige er vaskemaskinen, og midt i en lang massakre på husfaderen springer maskinen i luften; den homeriske latter høres atter. Gennem hele filmen skal kameravinklerne være statiske og ubevægelige, som diskrete øjenvidner.

DRØM OG FRIHED. En film som foregår om natten, personerne optræder mest som skygger, kun i glimt som fra politiprojektører kan dele af deres kostumer og ansigter ses. Sådan er betingelserne også i en biografsal, og det er da også kun næsten, at man kan komme til at skelne personerne fra hinanden. mange af dem hedder Julie, og endnu flere Romeo, og de leder alle efter den anden, med både tragiske (mord!) og komiske (!) resultater. der optræder flere mure i filmen og en hel del larmende musik, men det skal ikke blive klart, hvad der er virkeligt, og hvad der er symbolsk. Det skal være en positiv film: Til slut bliver der lys og personerne kaster sig i favnen på hinanden, vellystigt, men lyset i salen tændes også, og atter bliver det svært at skimte personerne, som snart forsvinder helt.

Verdenslitteraturen minder slående om Peter Laugesen

2012-02-01T20:59:00.000+01:00

Jeg blev interviewet til Politiken om om mit primæridol Charles Dickens, der fylder 200 på tirsdag og kom selvfølgelig til at sammenligne ham med et andet primæridol Peter Laugesen, der fylder 70 5. marts, ligesom jeg sammenlignede Gunnar Ekelöf med Laugesen i en af mine første WA-anmeldelser, og ligesom jeg gennem årene har sammenlignet alskens kæmpestore digtere med Laugesen, han er den eneste jeg Zangenberg-skamløst sætter skulder ved skulder med verdenslitteraturen, og jeg kan virkelig ikke tage stilling til, om det er rimeligt, for mig forbliver Laugesen grundlæggende vulkangrund, akkurat ligesom Dickens, derfra mit bibliotek eksploderer, til alle hjørneverdener, og ham skal vi også huske at fejre imperialt!

Att. hermeneutiske dybhavsfisk

2012-02-01T15:37:00.000+01:00

poesien er flad som

en (sammenfoldet) pandekage

med sukker og Grand Marnier

en råkold 1. februar

midt på Kultorvet -

akkurat så fan-

tastisk flad

Sidste PC-stund - Den nye MacOrden

2012-02-01T10:03:00.000+01:00

Ingen vej udenom at udskifte min computer, der flere gange om dagen umotiveret begår harakiri, og nu har jeg så været henne og købe en MacBook Pro i Mac-butikken på Vesterbrogade, og det var lidt som at blive medlem af Scientology, "du vil aldrig vende tilbage" og meget stort, meget autentisk smil og glade, personlige erfaringer ivrigt opremset - hvorpå, dette var tirsdag aften, maskinen atter gik ned, FOR SIDSTE GANG! Straks efter afmonterede min søn den gamle selvmordsbomber og indmonterede den nye, sølvgråt lysende soft machine, som er den, jeg skriver på lige nu, onsdag morgen, uden jeg føler nogen større religiøs åbenbaring, heldigvis, den fungerer og fungerer glimrende, ikke alt er, som det plejer, men heller ikke vildt anderledes; sigende nok giver tastaturet flest indkøringsproblemer, meget mystisk er snabel-a-tasten placeret helt ude til højre, og hvor søren er end-of-the-line-tasten, er den der overhovedet? Jeg kan forstå på Mac-troende blandt mine venner, at jeg heller ikke er rigtig Mac-ist, før jeg begynder at swipe mig rundt på skærmen i stedet for dybt reaktionært at museklikke og åbne og lukke vinduer, men jeg er meget tilfreds med at være ufrelst, tusindårsriget kan tids nok komme, og imens skriver jeg videre, som om så godt som ingenting var hændt.

Spildt vin

2012-01-31T17:57:00.001+01:00

Jeg græd ikke over den (før min ankomst) splintrede flaske vin i Irmas grøntafdeling, jeg begyndte bare at tale meget og manisk, for det er en helt vild tavshed - et bagvendt skrig ligesom - der står ud fra sådan en falsk blodplamage.

Det burde have været en hindbærsnitte

2012-01-31T11:53:00.000+01:00

Jeg købte en nøddemazarin i Lagkagehuset, efter jeg havde set Aki Kaurismäkis splinternye, kosteligt rørende dead pan-epos Le Havre til anmeldelsesvisning (for "lange medier") inde i Grand - men straks jeg gik ud af butikken, vidste jeg, at det skulle have været en hindbærsnitte, fordi Helle Helle søndag aften i tv fik Clement Kjersgaard til automatisk at gentage "hindbærsnitte" efter sig, fordi det er sådan et forunderligt ord - og sådan et centralt, Helle Hellesk ord, og så kunne jeg slet ikke nyde min nøddemazarin, og jeg ærgrer mig stadigvæk, thi det burde have været en hindbærsnitte.

Rolig nu, Rolf! - smal pukkel!

2012-01-31T11:45:00.002+01:00

Rolf Sparre Johanssons udsøgte, hjemmelavede forlag Organiseret vold begået imod den organiserede tale har kunnet prale af at være dansk litterær undergrunds allermindst travle forlag, 1 titel, Cecilie Linds Ulven åd min eyeliner, i november 2010, 1 titel, Rasmus Halling Nielsen Lille robotøje siger (der burde kunne købes med rabat sammen med Stine Pilgaards Min mor siger i Politikens Boghal!), december 2012, og meget langsomt har man så kunnet begynde at glæde sig til tredje titel, der jo burde udkomme i januar 2013, men nej, Glenn Christians Fabriksnoter udkommer allerede 15. feburar, 2012, i forbindelse med åbningen af bogeventen Kunst & Bøger i Den Frie Udstillingsbygning, der kører fra den 15. til den 18 (hvor jeg vist holder åbningstale)! Og nu går det altså meeeeeeget hurtigt Rolf! Jeg er stadig i gang med at anmelde Rasmus Hallings bog, og Glenns seneste MAPPE anmeldte jeg i går (og kan de lige stikke ham det 3-årige, Glenn, han er en formidabel studs og flippet poet, og nogen skal skrive en monografi, der er for længst dømt betydende forfatterskab), og jeg har en hel pukkel med smalle undergrundsbøger eller undergrundende smalbøger, ikke mindst fra Jorinde & Joringel og After Hand, for den (ca.to år gamle) nye politik er jo, at alt godt bør anmeldes i avisen, og det kan det også godt, hvis det anmeldes kort, og der er ingen grund til, at småt godt ikke kan anmeldes godt småt, så kom nu ikke alt for fræsende i gang, Rolf, din heltemodige bogskrædder!

Et billede af mig i høj opløsning

2012-01-31T08:43:00.000+01:00

- det er altid det folk beder om, her er et billede af mig i lav fortætning

(og dybt engagement / Latinamerikasolidaritet (pjece) og ikke-vold (badge))

Lynkursus i pral (undskyld, Jeppe!)

2012-01-30T22:49:00.000+01:00

(først en undskyldning til Jeppe Brixvold, hvis i forvejen forvrængede og fortegnede udtalelser i en Politiken-reportage, jeg i en blogpost nedenfor, med samt et stadig stigende hav af kommentarer (jeg orker ikke læse med længere, kan nogen give et referat!?), forvrængede og fortegnede yderligere, hvilket han blev ret knotten over, hvilket jeg kun forstår alt for godt, jeg har selv prøvet det alt for mange gange, så af hjertet UNDSKYLD, JEPPE! jeg håber så bare, at noget af diskussionen har været meningsfuld alligevel, fx er det ikke ren fis, når jeg mener, at Forfatterskolen burde lære at PRALE, så her:)

LYNKURSUS I PRAL for Forfatterskolens rektor, lærere, administrator og elever

TAG ÆREN FOR ALT!

SKAMLØST OG AGGRESSIVT!

og fx senest

De Gyldne Laurbær til Helle Helle! Forfatterskolens folkelige gennembrud! Den første Forfatterskoleuddannede forfatter, der får boghandlernes pris!

Montanaprisen til Bjørn Rasmussen! Frisk fra Forfatterskolen får han en af landets fornemste litterære priser!

Overvældende positiv modtagelse af Olga Ravns og Stine Pilgaards debutbøger! Frisk (godt prale-ord) fra Forfatterskolen er de forårets debutanter!

Se! det gør slet ikke ondt og man bliver ikke beskidt eller korrumperet, tværtimod, pral gør godt og gør tydelig!

For ellers skal Hvedekorn gerne tage æren! Hvis vi ikke allerede har gjort det!?

Jeg så lige en lille klump fjernsyn

2012-01-30T21:21:00.000+01:00

Højdepunkt: Jokum Rohde, der i tv!tv!tv! eller hvad det hedder placeret på en rød stol i Zoologisk have forklarede, at pingviner i tv-dyreprogrammer (temaet) opfører sig som beboere i Asterix' gallerlandsby, for en gangs skyld innovativ ekspert-casting.

Lavpunkt: Kulturminister Uffe Elbæk, der ved festivitas for de danske håndboldherrer på Københavns Rådhus talte aarhusiansk (det må jeg godt have aversioner overfor, når jeg kommer derfra) for komplet døve øren om, hvad EM-sejren betyder for vores IDEN'TÈT, bad, bad casting.

Søndag siger

2012-01-29T21:54:00.001+01:00

Der må være en måde at få mandag erklæret umyndig på på forhånd:
amandag!

Jeg er også William S. Burroughs' oversvømmede, henkogte lort

2012-01-29T18:09:00.001+01:00

Jeg faldt sidelæns ind i Steen Møller Rasmussen og Lars Movins gode Burroughs-film, Words of Advice - William S. Burroughs on the Road, og før jeg vidste af det fremviste en Kansas-nabo et henkogningsglas med en af mesterens lorte, der var kommer flydende mod ham i en oversvømmet kælder, og jeg tænkte:

VI ER ALLE WILLIAM S. BURROUGHS' OVERSVØMMEDE, HENKOGTE LORTE!

Mig og Steen og Lars og - på de gamle filmstumper fra The Book Trader i Skindergade i 1984, hvor Burroughs tålmodigt signerer (også falske) bøger og interviewes, smerteligt akavet, af sin største, danske fan og adept - Dan og Henrik (Bjelke) og Sam (Fleischer) og Steen (Jørgensen) og Knud (Odde) og Thorsten (S. Høeg, nulevende største, danske fan og adept)!

Kritikeren som fabeldyr

2012-01-29T17:21:00.000+01:00

falkeblik
gåseøjne

løvebrøl
nattergalesang

stikke som en bi
danse som en sommerfugl

tyvagtig som en skade
hukommelse som en elefant

flagermusradar
T-Rex-panser

girafhals
spirilhale

Langdigteslags

2012-01-29T13:49:00.000+01:00

1. Lyngdigt - der ligesom lyng bare umærkeligt spreder sig i alle retninger

2. Lungedigt - der taler og taler på den helt store lunge, indtil der ikke er mere vejr og så taler videre

3. Længedigt - der bygger sig op længe for længe som en gård, der hele tiden lige kan udvide sig en længe mere, solidt og systematisk og endeløst

4. Lingeridigt - også kaldet de 117 slørs digt, der lokkende hele tiden smider endnu et stykke knitrende silkeundertøj

5. Longodigt (efter den amerikanske kunstner Robert Longo) - formfuldendt, foruroligende, ikonografisk serialitet

Dødssyge, kollegiale kunstdefinitioner

2012-01-28T17:03:00.001+01:00

fra René Gummers insisterende afmægtige tale for vinderen af Weekendavisen Litteraturpris Erik Valeur i WA Bøger:

For overhovedet at aspirere den slags følelser (meget uklart hvilke: "Jeg ved, hvilken fornemmelse ordene giver mig i maven. Jeg lærer noget. Om livet. Om mig selv. Jeg kan mærke noget indeni; og jeg får sat følelser på plads; følelser, som jeg udmærket kender, men som jeg ikke har fået sat ord på endnu"!!!????) må værket - hvis det som i dette tilfælde er en bog - som mindstemål indeholde genkendelse, overraskelse og en knaldgod historie. "

SIKKE NOGET ÆVL!

fra Bo Bjørnvigs mestendels tilfredse anmeldelse af femte bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp i samme nummer af WA Bøger:

Er vi nordboer virkelig så éns? Har vi alle spillet skak til Miles Davis' Lind of Blue? Eller er det fordi "Mennesker" i virkeligheden ikke er så forskellige?/ Det sidste er, hvad Knausgård selv har antydet, som forsvar for at gå så tæt på folk og ikke mindst sig selv: Jo tættere jeg kommer, jo mere alment bliver det./ Det er en smuk pointe, som gør det private til fælles anliggende. Så at sige ophøjer det./ Hvilket er hvad god kunst gør - får os til at føle en mening med det hele. Og indimellem ligefrem en ophøjet, gysende følelse af fylde, der får alt til at lyse omkring os.

SÅDAN NOGET VRØVL!

Jeg får en helt utrolig lyst til at opleve kunst fri for gode historier og mening med det hele som fx senest Harald Voetmanns Kødet letter - der er heller ingen genkendelse eller overraskelse og slet ingen ophøjet, gysende følese af fylde, der er nederdrægtig intethed direkte i dit weekendsfjæs!

Hvorfor mugger Jeppe?

2012-01-28T11:43:00.001+01:00

Når nu så mange irrationelt hader på Forfatterskolen, kunne skolen godt være lidt bedre til at påskønne sig selv og sine resultater - i en reportage fra det netop afholdte Forfatterskole-seminar på Testrup Højskole refereres Forfatterskolelærer Jeppe Brixvold, der i sit debutår 1990, da han var 22, udsendte hele 2 bøger, for at være skeptisk overfor bogudgivelse som et mål for skolen: ""Jeg er i tvivl om, hvor meget det plads, det må have for institutionens selvforståelse, at vi skal have nye forfattere" (...) Jeppe Brixvold mener, at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance eller noget helt tredje. Han ved godt, bogen er identitetsdannende for eleverne [!, de er Forfatterelever for fanden!], men efter hans mening er det et problem, hvis skolen fokuserer for meget på, at der skal kommer bøger ud af undervisningen./ "Du får det lyde, som om der er noget vulgært ved at lave bøger", siger Christian Dorph [hej, Christian]./ "I dag er der en forventning om, at man hurtigst muligt får en bog udgivet, men kunsten skal ikke måles på antallet af udgivelser [det kunne nu have været skønt med LIDT flere bøger fra dig, Jeppe, mellem år og dag]. Èn god bog er meget bedre end 100 middelmådige." Jeg kunne forstå sådan værk/bog-skeptisk snak, hvis de faktiske unge mennesker ikke var interesseret eller enstemmigt i krise med at skrive og udgive bøger, men sjældent er der kommet så mange stærke og kritisk roste debutbøger fra forfatterskoleelever som det seneste trekvarte år, Bjørn Rasmussen, Hanne Højgaard Viemose, Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Stine Pilgaard. Mener Jeppe de bøger er middelmådige? Det tror jeg ikke på, men hvad er det så for åndssvag muggenhed? Kan han da tage og PRALE med de fremragende bøger, som eleverne fra hans skole viljestærkt og ambitiøst og egensindigt sender på gaden og som endda, hvilket er virkelig sindssygt, bliver omtalt og læst, men det er sikkert bare endnu mere bekymrende. Har Asger Schnack ikke efterladt bare 1 spiseskefuld begejstring i skolens køleskab, der kan tvinges ned i halsen på succesallergiske jeronimuser?

Det bedste stykke roman-billedsprog 2011

2012-01-28T10:04:00.001+01:00

i forhold til snakken i blogpost nedenfor om det gode roman-billedsprogs DICKENSKE humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed (og her må man snarere tale om (udsyret) allegori end simplel metafor):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldgrav mellem os og svenskerne, Hun ser udad, hun ser Den Nye Øresundsbro springe over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og det grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende [så vildt vrængende en bogstavering!] op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen. Som var der blevet sat sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som er der en bataljon fra hæren, der kæmper og slås, slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort. stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mærke, der nærmer sig kysten.

- fra Lars Frosts Skønvirke

Absolut brugbart tennisord

2012-01-28T09:35:00.000+01:00

fra Anders Haarh Rasmussens Wozniacki-artikel i Information i dag - det glæder jeg mig til at kalde fx et svagt stykke polemik eller bare en mellembog eller et mellemdigt:

TRANSPORTSLAG

Leonora har humor!

2012-01-27T17:15:00.001+01:00

Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:

Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.

Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:

Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.

Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:

(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.

Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?

(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)

(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)

Gardin & stolpe

2012-01-27T10:31:00.004+01:00

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

- romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

Dickens eksemplificerer som evig og altid forbilledligt

2012-01-27T00:00:00.000+01:00

her roman-billedsprogets humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed, fra hen mod slutningen af kapitlet "Podsnappery", et af de bedste kapitler i en af verdens bedste romaner, Our Mututal Friend; Podsnap-tallerkenen/sølvtøjet har været sat i billedspil gennem hele kapitlet, der beretter om et selskab hos Mr og Mrs Podsnap, solidt rige borgere med en forsømt, ung datter - midt i og kontra tallerken-dansen den heftige (og sjove!) hane og til allersidst en surrealistisk, ung person, der er lutter kinder:

Certain big, heavy vehicles built on the models of the Podsnap plate, took away the heavy articles of guests weighing ever so much; and the less valuable articles got away after their various manners; and the Podsnap plate was put to bed. As Mr Podsnap stood with his back to the drawing-room fire, pulling up his shirt-collar, like a veritable cock of the walk literally [!] pluming himself in the midst of his possessions, nothing would have astonished him more than an intimation that Miss Podsnap, or any other young person properly born and bred, could not be exactly put away like the plate, brought out like the plate, polished like the plate, counted, weighed and valued like the plate. That such a young person could posssibly have a morbid vacancy in their heart for anything younger than the plate, or less monotonous than than the plate; or that such a young person's thoughts could try to scale the region bounded on the north, south, east, and west, by the plate; was a monstrous imagination which he would on the spot have flourished into space. This perhaps in some sort arose from Mr Podsnap's blushing young person [en fast retorisk figur i Mr Podsnaps konversation] being, so to speak, all cheek, whereas there is a possibility that there may be young persons of a rather more complex organisation.

All you need is a little monstrous imagination

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

2012-01-26T22:06:00.000+01:00

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?

Sprawlende er ikke et ord

2012-01-26T18:07:00.000+01:00

Man kan blive så edderspændt rasende på dansk, når der er et ord, som et andet sprog har, og som vi ikke har, som nu fx sprawling: "som ligger henslængt; som breder sig uregelmæssigt, spredt" (vigtigt er linket til "urban sprawl", "tilfældig udbredelse af bymæssig bebyggelse"), som amerikanske/engelske kritikere elsker at karakterisere film og romaner som; og jeg ved nøjagtigt, hvad de mener, og sådan kan store fiktionsværker også opføre sig på dansk, selvom de gør det for lidt, og når de gør det, gør det for kedeligt, men hvis et dansk ord fandtes for det, ville de måske gøre det mere eller bedre. Det hjælper heller ikke med 2 ord, distræt knopskydende fx, fordi knopskydende (som er et ord, jeg elsker og dansk kan være stolt af) alligevel bliver for organisk, der skal også fuldstændig frit og løst kunne opstå nye dele og zoner i værket, vil jeg mene. Kasper Nørgaard Thomsen som vores i positiv forstand mest sprawling forfatter. Sprawling betyder sprawling, er problemet.

Verdens dårligste anbefaling

2012-01-26T11:39:00.001+01:00

(anmeldelsescitat i annonce for Merete Pryds Helles Kære Mai bag på Information):

"Det er det mærkelige ved formen, at den sniger ind på én. Jeg havde det lidt på samme måde med Martin A. Hansens dagbøger"

KRISTELIGT DAGBLAD

Dvs, at Pryds Helle skriver mails ligesom A. Hansen skriver dagbog, og A. Hansen skriver dagbog ligesom Pryds Helle skriver mails, to alen af samme åbenhjertige stykke brænde, okaaaaaay!

Google-billed-søgninger i dag (febril søgning)

2012-01-25T11:04:00.000+01:00

Helle Helle

Henriette Kjær

Helle Thorning

mammut

olieplatform

mobiltelefon

Jens August Schade

thai mad

Gaston la Gaffe

24syv

Helle går amok

2012-01-25T08:38:00.001+01:00

i sin kommende roman, der ifølge interview i dagens Information, kommer til at handle om

1. Jyder

2. Mænd

3. Uvenlige fremmede

Hvor helt ærligt meget vildt! Vi glæder os forfjamsket!

(og cool opbyggeligt (uopbyggeligt) udtaler hun også, at "Når jeg skriver er det ikke med henblik på at sælge bredt. Mit projekt er et sprogligt projekt. Ikke at der ikke er historie i, men det handler først og fremmest om formen og sproget, og derfor er det fantastisk fedt at få netop De Gyldne Laurbær. Det vigtigste er jo sådan set sproget. Ganske enkelt: Skriver du godt? Og i dag vil jeg tænke: Ja, det gør jeg." - ja, du gør, og taler også ret godt for dig!)

Godt gør godt (lindring 2)

2012-01-24T17:45:00.001+01:00

Det lindrer også, at Helle Helle får De Gyldne Laurbær og gennemgribende kupper folkeligheden og opløser det sidste af den mening, der aldrig har været i udtrykket forfatterskolelitteratur, ingen skriver finere og mere udsøgte (og ja, ja, klarere og sjovere) sætninger, ingen skriver i mere primær grad sætninger, før de skriver personer og miljø og handling og den slags (som hun også er skidegod til at skrive, via de sætninger), og hey, hey, hun sælger som dyrt, varmt brød fra Lagkagehuset, fordi folk åbenbart godt kan påskønne suveræne, konditorbagte sætninger, når de bliver lagt foran dem af den kulturelle dagsorden (men kunne de så lige tage konsekvensen af det, folk, i deres videre læsning, men, men, men det skal nok komme, tror vi optimistisk på i dag (hvor Olga Ravn har meddelt, at hendes debutbog er gået i 2. oplag, sådan dér)), og langt, langt ned til sølvbrylllupsparret Sara Blædel og Søren Ulrik Thomsen, hell yeah, hell yeah

- det er på Kultorvet hos Rosinante&Co, og det er Louise, Hvedekorns og Helles fælles redaktør, ude til højre, hun ser også glad ud, tillykke til alle og litteraturen!

Ondt gør godt (lindring 1)

2012-01-24T17:20:00.000+01:00

Jeg skrev en lynhurtig, dårlig anmeldelse - der selvfølgelig bør bære logoet Febril Text - af en dårlig bog, som jeg med stor kedsomhed med sygdom ovenpå, eller omvendt, læste i går, og det var det tætteste på en reel lindring, jeg har oplevet indenfor dette seneste sygeleje (i denne sygeleje-suite!), nu min læge, som jeg ikke havde talt med i 10 år ("du er helt blank på min skærm!"), i går podede mig for lidt syg til penicillin, usympatisk (hvad angår mig, ikke lægen) nok!

Homo Feber

2012-01-23T22:52:00.000+01:00

Jeg har igen/stadig feber, på tredje uge, og er noget foruroliget i forhold til mit skriftlige (WA, Bloggen) og mundtlige (Testrup, Hvede-oplæsning, Holstebro 24syv, i forgårs aftes til Vidnesfestival i Den Sorte Diamant) output undervejs, jeg burde få udarbejdet et advarselslogo (jeg også kan bære som sticker eller badge):

FEBRIL TALE / TEXT

ligesom de par stykker af Hans Otto Jørgensens seneste bøger, By og hest, Hjernens egen store hund, der er skrevet på morfindrop ...

Halsbetændelsesaben hvæser

2012-01-22T16:04:00.000+01:00

(korrektion til PHs (eneste sjove vise) "Ølhunden glammer":)

Når din hals er en hal' meter FROSTSPRÆNGT nedløbsrør,
og din tunge er tør som en CROISSANT
når din drøvel er stor som MONT BLANC,
så'r det organet, der er gået mør,
så'r det HALSBETÆNDELSESABEN DER HVÆSER

TENDENS: LOH (Leende Op Højlydt)!

2012-01-22T14:30:00.002+01:00

2 gange de seneste 14 dage har jeg IC3-tog LEET HØJT ud i kupeen af nye bøger, og det er så sjælden en foreteelse, at jeg dømmer det til at være en TENDENS: Ikke bare pænt, men MEGET sjove bøger, dvs. lige så sjove som bøger/dramaer af Jens Blendstrup og Line Knutzon, selv om jeg godt ved, at sjovt stadigvæk ikke, hverken blandt anmeldere eller på Akademiet og Forfatterskolen, anerkendes som den primære kvalitet, det selvfølgelig er:

1. højlydt sjove bog: Kristina Nya Glaffeys (velfortjent hyper-hypede) Padder og krybdyr

2. højlydt sjove bog: Stine Pilgaards romandebut Min mor siger, der udkommer i næste uge (og som jeg forbandet nok ikke skal anmelde, i stedet skal jeg anmelde Peter Poulsen, der nøjes med at være lun, hvilket i den grad ikke er det samme som sjov, stålsuk!) - tidlige læsere diskuterer allerede. om det er scenen med moren, der lader som om, hun er madanmelder, eller scenen med moren, der (til indsamling for Kræftens Bekæmpelse) lader som om, hun har kræft, der er pinligst sjovest, jeg stemmer på den sidste, som derfor kommer her (mens det sner, og ingen ringer på, heller ikke dér):

Vi vandrer fra dør til dør med indsamlingsbøssen der bliver tungere og tungere. Når folk ikke lukker op, stiller min mor sig hen til vinduet og kigger ind. Hvis der sidder nogen på den anden side af ruden, smiler hun og vinker og peger på indsamlingsbøssen. Så er vi kommet for at bekæmpe kræften, råber hun og smiler. Min mor fortæller en yngre mand at hun selv lige er blevet helbredt, og at det derfor er en hjertesag for hende. Hun peger på sit højre bryst. Protese, hvisker hun. Det er uetisk, siger jeg, mens han er inde efter penge. Folk har brug for en personlig beretning, hvisker min mor, ødelige sygdomme er utrolig svære at sætte sig ind i, det er så abstrakt. Den yngre mand vender tilbage med 200 kroner, og vi bliver inviteret indenfor til en kop kaffe. Han spørger om min mor stadig har mén efter sygdommen. Man bliver jo aldrig helt den samme igen, siger min mor og peger på sit hjerte, når man først har set døden i øjnene. Den yngre mand ser forstående ud og nikker. Han fortæller at hans mor døde af lungekræft for fire år siden. Han vender sig mod mig og spørger hvordan jeg tacklede situationen. Jeg rømmer mig og ser over på et billede af en midaldrende kvinde der står i vindueskarmen. Fantastisk, siger min mor, skat, du var en klippe gennem hele forløbet. Jeg nikker. Der lå jeg, siger min mor, helt skaldet af kemo og frygtelig bange, og min datter kom hver dag og opmuntrede mig. Hun ser kærligt på mig, og jeg har en klar fornemmelse af at hun tydeligt husker begivenheder der aldrig har fundet sted. Manden finder et fotoalbum frem og liver lidt op imens han fortæller nogle minder fra sin barndom. Min mor nikker og smiler og spørger, og manden ser glad ud. Han henter et nyt album og fortæller flere historier om kvinden på billederne. det er vigtigt at sætte pris på sin mor så længe man har hende, siger min mor og ser på mig. Ja, det må du huske, siger manden og smiler til mig. Ja, det må jeg huske, siger jeg. Da vi går, omfavner min mor og den unge mand. Han smiler da han lukker døren. Jeg ser på min mor, da vi går ud af havelågen. Du er jo galoperende mytoman, siger jeg mens vi drikker det sidste af rosévinen. Sludder, siger min mor, jeg var lige det han havde brug for. Min mor siger at sandheden er opreklameret. Hvis man hænger sig detaljer, dør man af kedsomhed, siger hun, og det er næsten værre end at have kræft.

Med så stærke kandidater (og jo heller ikke fordi Voetmanns Kødet letter ikke er alvorligt grinagtig, ligesom man klart klukker af Simon Fruleunds Panamericana!) er der ingen vej udenom at genoplive HA!-Præmien - Det Nye Humoristlegat (googl!)!

Ironien kommer først

2012-01-21T13:54:00.000+01:00

Tove Ditlevsens skrækkelige digt "Til mit døde barn" skabte en mindre sensation, da det blev trykt i Vild Hvede 11, 1937; Ditlevsen var imidlertid debuteret to numre før med to prosatekster, der bar fællesoverskriften "Poesi og Prosa". Den første tekst hedder "Til en svigtet Pige (Prosa)" og er en livlig, ironisk grænsende til sarkastisk hudfletning af den slags poetisk forloren ungpigefølsomhed, som hendes debutbog to år senere er spækket af, her begyndelsen:

Oh - har han forladt dig - det var slemt! Og nu sidder du og glor på en Stjerne, med et Papir foran digt, pænt linieret -
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
"Oh, Stjerne, tag mig i din Favn."
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidder og sjæle over den uden at fryse. - Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke - det er saa uæstetisk at sørge i en kold stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine - Ih, sikket et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke - du kan ikke glemme ham? Tja - tænk paa - prøv at tænke paa - lad mig se - jo, hans Tænder. Nægt det ikke - de var en lille smule udestaaende - ikke meget - men det klædte ham ikke at le - og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der må ganske sikkert have været, visse - visse, hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham - sølle Mandfolk.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden - havde han saadan en "yndig Stemme"! ja-ja - det har Speakeren ogsaa, luk op for radioen - naa - er den ikke pragtfuld - og han svigter digt aldrig, vær vis på det.

Sikke en selvlussing!

Tove er Pigesindssvag, Olga er Pigesindssyg

2012-01-21T11:51:00.000+01:00

Underrubrik på Mikkel Bruun Zangenbergs 4 hjerters-anmeldelse - som de fleste andre lige respektfuld nok (over Tematikken vs. Sprogningen) - af Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind:

Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.

To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:

Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.

Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.

Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."

og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":

- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,

i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,

hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,

månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],

mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,

nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,

ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,

jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,

der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.

No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.

Gåseøjne med tilbagevirkende kraft

2012-01-20T09:38:00.001+01:00

Nogle gange slår jeg hele påfuglehaler af gåseøjne ud, andre gange får jeg gåsehud af dem (ikke mindst visuelt), men klart nok skulle jeg i min anmeldelse af Padder og krybdyr have indrammet Kristina Nya Glaffeys flotte og kantede navn med plirrende, selvironiske, autenticitetsrelativerende gåseøjne sådan ca. hver anden gang, jeg tager det forfængeligt, og ikke mindst i den i blogposten nedenfor citerede slutning: "Det er fra et vedkendt såret og forfjamsket udgangspunkt (....), at "Kristina Nya Glaffey" er ond i sulet." Jeg ved jo udmærket godt, at hun ikke uden videre er den samme som hende, der raser så ubændigt i hendes tekst (men heller ikke uden videre ikke er!). Længe leve i ret præcist det modsatte af gåsegang """""Kristina Nya Glaffey"""""!

Rekomplicering & en klassisk pony

2012-01-20T09:16:00.002+01:00

Den ubrugte trompet til min Pontoppidan-anmeldelse i WA Bøger i dag:

TOPDAN-PONY

Den oprindelige afslutning på min anmeldelse af Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr; i avisen er den uelegant forsøgt forenklet af nogen, der ikke er mig:

Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og som en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

Ind i mellem krigstalehandlingerne optræder - for at den ophidsede bog kan få vejret! - nogle små faktabokse, med eller uden link til de angrebne hjemmesider og flere af dem med dyremotiv, bl.a. hører vi om to hanpingviner i Central Park Zoo, der efter forgæves udrugning af sten har fået lov at adoptere et overskydende æg; så godt som de eneste homoseksuelle i bogen, der ikke får en ørefigen!

Det er fra et vedkendt sårbart og forfjamsket udgangspunkt – de allersidste linjer: ”(…) og hvornår var man klar til at få børn, og kunne man være klar, inden barnet blev født, eller blev man det først efterfølgende, og hvis man først blev det efter, hvor hurtigt blev man det så. – at Kristina Nya Glaffey er ond i sulet, men hold kæft, hvor er hun ond og god til at være det.

Pronominalistisk

2012-01-19T16:10:00.002+01:00

du er diglig

jeg er migeririgtig

Top umage trio

2012-01-18T10:29:00.003+01:00

De tre indstillede til Kritikerprisen kan ikke være mere forskellige, undtagen i deres fremragendehed:

Simon Grotrian for Domkirkevirke

Lars Frost for Skønville

Susanne Staun for Perlen Belle

Digtere er syge (og så af sted til Holstebro)

2012-01-18T10:22:00.001+01:00

I går var Hvedekornsdigter Thor Grumløse for syg til at læse op på Nørrebro (Molly Balsby, debutant i nr. 1, 2012, sprang ind med et øjebliks varsel og den præciseste bravur) og i eftermiddags skulle jeg have optrådt med Olivia Nordenhof til dansk-masterclass (!) på Holstebro Gymnasium, men Olivia ligger med "megafeber", så jeg må drage af sted alene lige om lidt, kedeligt nok. God bedring til dem begge, jeg ved, hvordan de har det, jeg har lige været der selv, og kunne man ikke indføre en obligatorisk influenzavaccinering for (talentfulde) digtere!?

Hvedeoplæsning om 3 kvarter, af sted!

2012-01-17T19:33:00.000+01:00

med Isidora, Kristoffer, Ida, Maja og (i sidste øjeblik!) Molly (se videre på Hvedekorn.dk og Facebook: http://www.facebook.com/events/256366897764137/) , klokken 20.00 i MellemRummet i Ravnsborgggade; I kan sagtens nå det, især hvis I er henne til (debutant i mit allerførste nummer af Hvedekorn, åh, da) Olga Ravns debutreception på The Log Lady, og ingen af jer er jo ikke på nettet lige nu, den ting er givet, så hvis I rundt i hele byen går ud på gaden NU og spadserer med bestemte skridt ad Nørrebro (hvor ret mange af jer befinder jer i forvejen) til, så vil det bare blive så forpulet poetisk SMUKT, ok!?

Sådan ser skrift ud

2012-01-17T17:07:00.000+01:00

FORSKRIBLET!

- første side af Charles Dickens' manuskript til Great Expectation

Jeg er til at kommentere igen

2012-01-17T09:07:00.000+01:00

i hvert fald i mit eget navn

Dan/'dan

2012-01-16T19:59:00.000+01:00

1
ton pop i Dan,
mindst,
højst
½ gram i
Pontoppidan

Den haardkogte Jomfru, en Pontoppidansk rock'n roller

2012-01-16T16:43:00.001+01:00

Ved siden af Døren sad for sig selv en ung, mørkøjet Brunette,der hvilede Armene paa Knæene. Hun havde et Glas Whisky i Haanden, nippede ogsaa nu og da til det men tog iøvrigt ikke Del i Lystigheden. det var Ragna Nordby, mellem Kameraterne kaldt den haardkogte Jomfru paa Grund af sin mutte Utilgængelighed. Til hendes væsen svarede hendes Klædedragt. Hun bar en graa, strikket Vams, der sad om ehndes kraftige Figur som en Ringbrynje, dertil en simpel, mørkeblaa Nederdel og store Snørestøvler. Da hun desuden hverken var pudret eller sminket tog hun sig mærkelig fremmedartet ud blandt de andre Damer - som en ung Landløberske, der havde forvildet sig herind fra et Markedstelt. For et par Aar siden var hun dukket op i den københavnske Journalistverden med Anbefaling fra den gamle Litterat og Smædeskriver Otto Kall, som hun boede sammen med og kaldte sin Onkel - en hvidhaaret Krøbling, der undertiden saaes paa Gaderne i en mekanisk Rullestol, som han selv kunde køre. Hun var forøvrigt Søster til den unge Lyriker Fritz Nordby, "Vaarsangenes" berømte Forfatter, hvad hun dog aldrig selv omtalte, og hun havde en Tid været forlovet med en Journalist ved Arbejdernes Blad, Ole Ling, en begavet men ekscentrisk ung Mand, der en Dag tog Livet af sit efter et Sammenstød med sin Redaktør. Her ved Bladet blev hun kun brugt til den tarveligste Reportage.

(...)

Da hun fra Vesterbro svingede ind i sin egen Gade, kon hun i Læ og satte straks Farten op. Oppe over Hustagene brølte Stormen. Hun løftede sig i Sadlen og følte Lyst til at bryde ud i et Hærskrig. Hjulene løb under hende. I det flakkede Skær fra Lygterne fløj hun afsted gennem Natten som omskabt til en ung Heks, der red til Bloksbjerg paa sin Oldemors snurrende Spinderok.
Da hun var kommen ind ad sin Gadedør, tog hun Cyklen paa Nakken og steg op gennem Husets fem Etager til sit Kammer paa Loftet (...)
Oppe i hendes Kammer saae der som sædvanlig lidt forstyrret ud. Hun havde ikke været hjemme siden hun tørnede ud om Morgenen. Hun stillede cyklen op ad Væggen, smøg Vindjakken af sig og kastede den henover Styret. Lidt efter krøb hun i Sovebriksen.
Men Søvn fik hun ikke denne Nat. Hun laa med Hænderne under Nakken og vidtaabne Øjne. Og ehndes Tanker blev til Ord, og Ordene til Vers. Hun var løftet op i den Henrykkelsesrus, hvor hun bragte sien Digte til Verden.

Det klirrter af Vaaben vidt omkring.
Velkommnen, I jernklædte Mænd.
som fulgte mit Hærbud!

Se Glimtet deroppe bag Uvejrssky_
Et Vink fra den Gud,
som vier den kække til Sejren.

Lad hornene klinge! Til kamp! Til kamp!

Det brøler fra Ildsvælg. Fra Skyen det svarer:
Nu aabner sig Himmerigs Porte
for jernklædte Mænd!

Hun mumlede Versene hen for sig efterhaanden som de blev til. Et par Gange tænkte hun paa at tænde Lys og skrive dem ned, mens hun endnu huskede dem. Men hun lod det være. Nu havde hun det saa godt; var helt i sine Syners Vold. Og det var jo saa ligegyldigt, om Versene blev husket eller glemt. Hun havde dog haft Glæden af at give sig hen i sine Drømmerier, og hun bildte sig jo ikke ind at være Digter.

En Helt bæres bort fra den blodige Mark.
Saa blegt er hans Ansigt,
der smiler i Døden.

Og Slagenes Natsorte Fugle,
de skriger i i Luften af Glæde:
Her dækkes de slugvorne Unger
et rundeligt Maaltid!

Ordene blev ved at strømme. Naar hun først var begyndt at kvæde, kunde hun som galdrende Troldkvinder daarligt holde op igen. Endelig da det gryede af Dag og Spurvene begyndte at pippe i Søvne udenfor hendes Tagvindue, sank hun dødmat sammen og sov ind.

- (som også er forgabt i En Stor, Bøvet Mand, men det springer vi over her) fra Henrik Pontoppidans Mands Himmerig (ja, jeg er klassiker-bebyrdet atter, men hvor er ligeledes tvangskanoniske Pontoppidan dog en lise at læse, læs selv!, i forhold til læsterlige A. Hansen)

Jeg kan ikke kommentere mig selv

2012-01-15T23:53:00.002+01:00

En eller anden kortslutning gør, at jeg ikke kan gå direkte ind på kommentarerne på min blog - men kun sidelæns via kommandosystemet, hvor jeg så til gengæld ikke kan copypaste - og dermed ikke kommentere selv, hvilket er pænt irriterende. Jeg ved så heller ikke, hvor meget af den seneste udefrakommende kommenteren jeg ville kommentere, hvilket just er problemet, fordi man jo helst skal kommentere spontant, og nu er det blevet et åndssvagt logistisk buraukrati, that ain't no fun! Nå, men der er i hvert fald Lars Frost med en i sin anden hardcore-memoire-del forrygende trist kommentar; i kommentarens første del synes han, at jeg farer for hårdt - han bruger ordene "dramatisk vredagtig", det synes jeg nok er en overdrivelse, "irriteret vrissende"" ville være mere præcist - og fortegnet frem mod Niels Frank og denne "I privaten"-blogposter på Promenaden, især de to sidste apropos Lagermand Lundme + penneven og C. Yde Frostholm. Lars F spørger, hvor der står noget om promiskuitet; jeg synes ikke, jeg overfortolker, når jeg af følgende linjer udleder, at NF m.fl. ved flere lejligheder har haft gang i flere forskellige på dobbeltsengen in question, eller læser afslutningen som en ikke mere ironisk morale end at den faktisk skal forestille at være oprigtigt opbyggelig:

Også dobbeltsengen husker jeg, og den har jeg ligget i mange gange både før og siden. Helst sammen med andre. For det er vel for fanden det, der skal til, hvis man ikke skal opleve døden i sovsekanden. Op i sengen og i gang.

Og det, der gør mig irriteret vrissen, er den retorisk/kunstnerisk afmægtige klichefuldhed som sådan og i dette særlige forfatterskabet/kritikerskab i at emblematisere overskridelsen som halløj på bar og til fest, der som skrifthandling nemlig aldrig opleves medrivende eller medrevet, fordi forfatteren selv nøjes med agere novra-nyfigen (sikke 1 stor 1) eller (som i dobbeltseng-eksemplet) ti hi-indforstået - det kan måske godt forskrække og forarge Erik'er som Skyum og Svendsen, men det er sgu sølle provo-succes (skrækkelige Martin Halls orgie-scener forekommer helt anderledes overbevisende, hvis det endelig skal være). Langt mere glød er der ironisk og paradoksalt nok i skildringen af konventionelle kærlighedsfænomener som det første, ulykkelige, ugengældte fodbold-crush, et langt svar i Spørgespil, og ægteskabet med den eneste ene, hymnen i Små guder, der begynder "Vil jeg tage din søn til ægtemand? Ja, gerne,/ nu du spørger. Jeg vil passe og pleje og lære ham/ at holde af dansk mand, selvom det er svært, også for mig." Hvilket jeg nok skal vare mig for at gøre til en pointe endsige morale, men det undergraver meget smukt destabiliteten, synes jeg.

Julemanden, tillykke

2012-01-14T22:15:00.000+01:00

Personlige egenskaber af den sympatiske karakter, som præger julemanden, betyder naturligvis en del for os, hans gavemodtagere. Det ville være sørgeligt og ubehageligt, hvis Julemanden ikke var sympatisk, selv om det ikke ville gøre nogen forskel på hans betydning. Men vi har været heldige! Vores julemand er er nysgerrig efter alting og derfor vidende om meget; han er interesseret i andre mennesker og derfor klog på mangt. Og frem for alt forstår julemanden meget præcist, hvad han er./ Position er nok et forkert ord, ligesom rolle er det gale ord for dét, julemanden er. Funktion er vel bedre, måske, men måske snarere figur.

- fra leder i Weekendavisen denne fredag

Queen Bitch

2012-01-14T18:24:00.001+01:00

Uniformeret konventionalitet, som nu 40 års regentjubilæum på rådhuset, forekommer lige så dødssygt som uniformeret ukonventionalitet, som nu Niels Frank, der i sine blogposter "Fra privaten" på Promemaden for 117. gang mindes for vild promiskuitet og kjoleudklædning til homoseksuel festivitas, og Niels "vil ikke afvise at han på et tidspunkt optrådte i rødt." Og hjertens gerne for mig, ligesom de fine damer og herrer på rådhuset hjertens gerne må vælte sig i pomp og pragt, hvis det stiver dem af og/eller gets them off - men jeg gider ikke imponeres over og gøre honnør for hverken den ene eller den anden uniform, og det er det tv og blogpost forventer, at jeg gør, ih, hvor er I fine, uh, hvor er du beskidt.

Dagens dronning er Iggy, chairman of the bored:

Montana skudt i Bjørn først, huden solgt til højstprisende!

2012-01-13T18:09:00.000+01:00

HEARTBREAKING NEWS HER!

Er al denne legmeselvfølgelighed en bjørnetjeneste?

2012-01-13T16:14:00.001+01:00

Om en time bliver vinderen af Montanas Litteraturpris 2011 udråbt og uddelt, og jeg ville frygtelig gerne have siddet i det skrøbelige prisstillads og klappet løs og atter løs af vinderen - forbandet være den feber, der nu selv er svagelig, ha! - og alt tyder på, at den vinder bliver Bjørn Rasmusssen for den vilde bog om legemet, hvilket også ville være fuldt fortjent, men faktisk VED vi jo ikke, at det bliver ham, det tager alle bare for givet, selvfølgelig bliver det den vilde legeme-bog, mens dem, der faktisk ved noget, nøjes med at slå mistænkeligt insisterende fast, hvor fremragende en bog, det er, ikke også? - nu må vi se, jeg synes, der er andre værdige vindere, så det er ikke knald eller fald i min verden; i mellemtiden spadserer jeg til Hovedbanen og får refunderet min tur-retur-billet til Aarhus, en højst melankolsk handling så smuk - velsagtens også i Testrup - en januareftermiddag

Giga Mai Sukker-yeti

2012-01-13T12:52:00.001+01:00

I am Mrs. Iga Mai Sukariyati from Indonesia.

I am married to Late Mr. Mustafa
Sukariyati of blessed memory who is an oil

explorer in Libya and Kuwait for twelve
years before he died in the year 2000.

We were married for twelve years without a
child. He died after a brief illness that

lasted for only four days. When my late

Husband was alive he deposited a substantial

amount of money in millions of dollars with a
Bank of Ghana.

Middelstor folkeskoledigter er jeg

2012-01-12T23:47:00.000+01:00

Jeg blev lidt forskrækket over, hvor fremtrædende plads, jeg havde i en Gyldendal-antologi, redigeret af Hanne Leth, Nordlys. Danske digte 2000-2010, som jeg modtog med posten i dag: 4 digte (alle fra Go-Go), lige så mange som Aidt, Laugesen, Leth, Rifbjerg, flere end Dorph, hr. hansen, Høeck, Jac, Jokeren, Juul, Mathiesen, Søkilde, Ørnsbo, hvilket bestemt ikke virker rimeligt; til gengæld har en vis Mikkel Fossmo endnu flere (5) med, ligesom digtere som Birte Arnbak, Kirsten Brenøe, Marina Cecilie Roné og Mette Thomsen, ingen af dem stjerner på min reol, er pænt repræsenteret, Men så læste jeg bagsideteksten, og det viser sig, at "udvalget er sammensat med henblik på grundskoolens ældste klasser ...", og så forstod jeg bedre; det er i forhold til, hvad man kan forvente, at elever i 7-9. klasse kan læse og gider forstå, jeg fylder så forholdsvis meget, registrer mig én gang for alle som kanonisk teenagedigter!

og så IKKE af sted til Testrup

2012-01-12T13:28:00.001+01:00

Feberen er vendt tilbage som en tyv om natten, 37,8, og tvang mig til meget mod min vilje at aflyse min rejse til Testrup og Tag & Læs og optræden denne eftermiddag i paneldebat om tre Montana-bøger, hvoraf jeg nåede at genlæse de 2, Helle Helle (det gode spild af tid) og Llambìas (det mere blakkede spild af tid); Hanne Viemose ville jeg have læst i toget lige nu, i stedet har jeg sovet dyndtungt og drømt en uhyggelig drøm om, at Skyum havde et ekstra øje inde under en ekstra næse, hvad gik det lige ud på!? Men jeg skammer mig sådan; en kritiker skal være ligesom et postbud i Vinterby Øster og udøve sin kritik i regn og slud og som ridderen hos Monty Python selv når der ingen lemmer er tilbage, og i forgårs, under influenzaens første halvleg, lykkedes det mig at anmelde Harald Voetmann, men det krævede i det mindste ikke nogen transport, og en kritiker skal vel også passe på sig selv, nej, han skal ej, jo, han skal så, nej, han skal ej - men måske han skal beskytte sine tilhørere fra at høre ham tale i tunger! Hvis nogen på Testrup læser det her, så hils fra mig og send my regards to Broadway (og BLOG mig!) jeg vender frygtelig vitalt tilbage næste år. KH

Bøger lukker! Altså Politikens Bøger -

2012-01-11T20:33:00.002+01:00

rapporterer Bogmarkedet - og det er vel både en god og dårlig nyhed, god, fordi Politiken altid havde et et værre besvær med at få noget indhold (og noget form! noget signeret, genuin stilighed, ud over Bo Tao) i det bogtillæg, man blev altid så forbandet skuffet lørdag morgen, når man håbefuldt febrilsk gennembladrede, og dårlig, fordi det alt andet lige må betyde en nedprioritering af bogstoffet (vi formoder at det endnu tyndere filmtillæg fortsætter) - til gengæld skal Mikkel Bruun Zangenberg skrive alle boganmeldelserne, iflg. denne FB-statusopdatering: "Jeg glæder mig til efter 1. januar at fortsætte med at skrive om litteratur i Politiken - men nu også om kunstteori og kunstnerbøger, og om politik og debat!" Jeg frygter - hver morgen!