Tryg forbandelse

Jeg bliver først utryg, når der over Hammerichgade-skiltet mellem Vesterport og Palads IKKE længere står

satan
magick

Grænseløs hummerkvadrille

NORDIC SEAFOOD

Hel Frossen Maine Hummer

Jeg inspireres af Jan Sonnergaard

i et interview til Berlingske i dag om hans med længsel ventede (ironi for begyndere 2) 500 sider store novellesamling in progress, der har arbejdstitlen (og det kommer den sgu nok også til hedde, han er en titel-klonker for herren, bortset fra den dér allerførste, hvad var det den hed? Rollator?) Otte fortællinger om mad, kærlighed og fremmede lande, eller rettere af billederne til samme af forfatteren i pinsesnit og med solbriller i bylandskabet, som jeg meget mod min vilje spejler mig i, TIL AT BLIVE KLIPPET, det er fandeme på tide, vi er de rene hippier, og det kan vi ikke byde vores, iflg, Facebook, over 500 fælles venner!

Popkunstneren Poppins

Et kedeligt rim er ly
på paraply.

Giv mig et lodret hegn
mod regn.

Kønne spirer uden vokseværk

Dette er ikke en rykker!

Jo, det er!

Der er digtere, der rimeligt hurtigt (= 2 år) følger op (og lever op til) deres talentfulde debut, tre eksempler: Christina Hagen 2008/2010/2012, Lone Aburas 2009/11 og Amalie Smith 2010/12.

Men så er der digtere, der debuterede talentfuldt for 6-3 år siden, og som stadig lader værkvente på sig, og overfor dem vil jeg gerne tromme ganske sagte på mit armbåndsur med pegefingerneglen, dak, dak, dak:

Maja Lee Langvad: Find Holger Dansk, 2006 (har omsider nye tekster med i de seneste numre af Den Blå Port og Hvedekorn, men vi vil have bog, Maja!)

Palle Sigsgaard: Glitrende støv danser, 2007 (hvor var det, han publicerede en villanelle (?) for et par år siden? (sikkert Maskinfabrikken) ellers intet, hvad med bare et halvt haiku et af dagene, Palle!) 

Chresten Forsom: (uden titel), 2009 (udgav trafikkryds-afskriften MANHATTAN, 2011, og det er naturligvis i enhver forstand en værdig og ligeværdig opfølger, men jeg vil urimeligt OGSÅ have egenhændige digte, Chresten, i (nok så ryggesløs) bogform!)

Theis Ørntoft: Yeahsuiten, 2009 (uddrag af romanprojekt i forrige nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, men uddrag er ikke bog, og jeg er bange for, at han bruger for meget tid på sit tvillingetalent, musikken, her er fx videoen til hans nye gruppe Plants' nye sang "Solar Dish", og den er såmænd da virkelig god, men det er jo ikke en bog, vel, ja, ikke engang en tekst, litteraturen vil have dig for sig selv, Theis:

!)

Gør jer umage bare en smule hurtigere, kæmpetalenter!

Talent er det eneste der tæller, der FINDES

Lene Asp citerer i en blogpost på Promenaden en konsulentudtalelse fra "et mellemstort forlag", der konkluderer følgende om et indsendt manuskript (der har fået en konsulentudtalelse med uforbeholden udgivelses-anbefaling): 

"vi har været i syv sind her på redaktionen [...]. Som du kan se, er konsulenten overmåde positiv, og vi er her i redaktionen fuldstændig enige om, at dine tekster vidner om et kæmpe talent, en særegen kompromisløshed, som vi virkelig godt kan lide – og åbenlyst: en kunstnerisk ambition og en markant litterær bevidsthed. Så vores overvejelser har ikke gået på: kan det antages? for det kan det uden tvivl, men snarere kan det antages her hos os? Vi har gennem den senere tid taget flere debutanter ind, også flere lyrikere, og det er noget vi rigtig gerne vil. Men vores fornemmelse er alligevel her, at [titlen udtaget] ligger tættere på den litterære undergrund, end det ligger naturligt i forlængelse af vores mere etablerede udgivelsesprogram".

Jeg synes først og fremmest, det er DUMT af et forlag ikke at udgive et talentfuldt manuskript, så mange "kæmpe talenter" findes der altså ikke i Danmark, og læren er, at man ALDRIG kan vide, hvilken debutant, der udvikler sig til en betydelig og/eller salgbar forfatter - eksemplerne på smalle begyndelser, der fortsætter ekspansivt, er legio, men lad os bare nævne nogle af de sidste 50 års dobbeltstjerner, Thorup, Mortensen, Smærup, Michael, Aidt, Hamman, Heller - det eneste, man kan se og stole på og som det (i (livs)længden) giver mening at investere i er TALENT, og den forlægger er en IDIOT, der ikke udgiver et kæmpetalent; så kan man diskutere, hvornår et kæmpetalent skal udgives, men det er egentlig heller ikke så svært, det skal det, når talentet har leveret et - nok så åbent og debutantflagrende (så længe det er karakterfuld åbent og fyndigt flagrende) - VÆRK; hvis et forlag med hæderligt betalte forlagsredaktører giver mening er det jo i (sam)arbejdet med at bringe et manuskript i værkform, derfor er det også UANSVARLIGT at overlade kæmpetalentet til undergrunden for så senere, når bambidansen er ovre, at melde debutanten ind i Holiday on Ice, Bambi har (ofte, ikke altid, skumfødt fuldendthed findes!) brug for en hjælpende Stampe lige dér på isen, ikke fordi der ikke gøres et kæmpe og kvalificeret redaktionsarbejde i undergrunden, og tit mere kæmpe og kvalificeret end i overgrunden, men det har overgrunden jo ikke RÅD til at forlade sig på; det blotte syn af kæmpetalent bør føre til umiddelbar, AKUT kontraktindgåelse - i 1 sind!

Indpost

Første blogpost i et halvt år fra the original blogger Martin Larsen på the original blog Udpost, en hemmelighedsfuldt lysende linje, det klart har været værd at vente på, men tilskrevet en mystisk Tzara-maskine, som i hvert fald ikke Google ved af, måske er det en, digtmaskinmesteren Larsen selv har konstrueret, til brug for et kommende værk eller som et værk i sig selv, i hvert fald er jeg dybt nysgerrig og utålmodig efter at finde ud af, hvad den dobbelte Bet-vinder har oppe i ærmet (mens hjertet, for at give plads, sidder og banker ovenpå).

Atterdag, fødselsdag

Sidder og læser i sagde jeg, siger jeg, som det, opdager jeg, er alt for langt tid siden, jeg har siddet og læst i, mens solen stiligt går ned over Frederiksberg, hvor Pia Juul nu om stunder også bor, men ikke uden videre lige nu befinder sig, men det kan jeg sagtens lade som om, så det gør jeg, og jeg har bestemt mig for at finde mit yndlingsdigt af Pia Juul, for hvis jeg har sådant et, må der befinde sig i sagde jeg, siger jeg, som er min yndlingsbog af Pia Juul, bortset fra at det er det ikke, Pia Juul er en yndlingsdigter, og så er alle bøger eller ingen bøger eller ret temmelig mange yndlinge eller hele tiden en ny eller bare den nyeste nye, og det samme med digte og noveller og kapitler og blogposter (åh, dengang Pia (i to omgange) var en flittig blogger, fordi hun troede, hun var en lidt hemmelig blogger) og jo da oplæsninger, juhuede Juul-oplæsninger, og hvad forfatterskabet ellers består af under bogniveau, som jo nemlig i et yndlingsforfatterskab ikke er et primært niveau, men heller ikke et sekundært, alle og ingen og ret temmelig mange og hele tiden nye og den/det nyeste nye er yndlinge, men hvis jeg skulle have en yndling i dag, på fødselsdagen, så ville det være det, der hedder *, men, ja, ja det hedder de alle sammen, bortset fra de dæmoniske, der hedder ***, og de er også i al deres anti-yndighed yndlinge, jeg mener det, hvis første linje er "Atterdag", der som ikke alle, men temmelig mange af alle mine yndlinge er lige så uudgrundeligt, som det er helt, helt enkelt, lige så kunstfærdigt som l-l-l-livligt, og her er det:

Atterdag,
den uhyggelige narkoman
i min sofa
han sirrende finger
i luften
hans "Hvad sagde jeg?"
Jeg er en vals, jeg er i
trefjerdedelstakt, ude af
stand til at
bryde min rytme
Narkomanen i sofaen
slår med hovedet
sin egen takt
pumper med hånden
nedtællingen til
sin egen skadefryd
"Jeg sagde det jo,"
siger han

Hvor ved han
det fra at
der er en
dag i morgen
Fred være med
hans støv som
skal hvile neden
for mit vindue
amen
Atterdag, dejlige drengebarn
skarnsunge, lømmel, forbryder
fæ -
Det dér, det dér du
sagde dér, dit sidste ord
Nu har jeg taget det til mig

Gaveadresser

Scoopet i i dag 50-årige Pia Juuls samlede digte, Indtil videre, der udkom i går, er (unævnt af de hidtidige anmeldelser) inkluderingen af det lille, for længst udsolgte og totalt uopdrivelige B16-hæfte, der udkom på Basilisk for akkurat ti år siden, Adresser (uddrag af adressebogen), og som (sammen med Martin Lars anagram-bugnende B16, Oder - og Rasmus Nikolajsens første bøger) varsler det næste tiårs OULIPO'ske, mere eller mindre masochistisk spilleregel-ophængte minimalsystem-bølge, der kun måske pauserer lige nu (markeret af Nikolajsens nye prosa-triptykon-trip Den ulykkelige boghandler, der så vidt jeg kan læse er ustyret af spilleregler nede i bogstaveligheden (ud over en håndfuld gentagelser x 3, 3 x Sille fx)).

Bag på Adresser står der:

Pia Juul, f. 1962. Har boet mange steder, nu på Sydsjælland.

Og nu, 2012, i Bakkehuset.

Dette er tekst nr. 9:

1981
grumme rastløst unge nød de tilværelsen ved ingenmandslandets gærde således krøb og løb livet efter glæden i englekorets tonefald gennem ødemarkens tomrum efterhånden blev ordene rå gyset afmægtigt livet løb efter ådsler romancen holdt ud sålænge

Mærkelig tekst, men også mærkelig juulsk tekst, ikke sandt!

SpilleregeL (urøbet i både B16-hæftet og de samlede digte og røbet af mig overfor Klaus Rothstein, der skal anmelde bogen i WA, i går ved reception - efter nogen tøven, men jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg i sin tid selv regnede den ud, og så syntes jeg, det var rimeligt nok (jeg har så også for længst røbet den i Generationsmaskinen for 8 år siden, men hvem kigger længere i den?)):

Første bogstav i hvert ord staver tilsammen en adresse, hvor Pia Juul har boet.

Ergo bliver den citerede tekst til:

grundtvigskollegiet gøteborg alle århus

(egentlig burde i genoptrykket jo 'ådslet' udskiftes med to ord, der begynder med a, hvad med 'anelsesfulde antiloper'? nej, i hvert fald ikke!)

Jeg synes ikke, det er Pia Juuls mindst vidunderlige værk! I sandhed et grandiost bonus-track!

vi
overraskes
dagligt
rundtosset
over
fantasiens
fingerfærdige
sjoverstreger
virkeligheden
ejer
jo
få
rigtige
edderdunsdyner
drømmene
regerer
inderligt
kaotisk
sandheden
besværer
erindringen
rådner
galvaniser
chokoladen

Med andre ord: Tillykke, digter!

Pia vs. Pia

I dag er det digteren Pia Juuls 50 års fødselsdag, og i går var det digteren Pia Tafdrups 60 års fødselsdag; begge digtere holdt fødselsdagsreceptioner i går, hos henholdsvis Tiderne Skifter og Gyldendal, jeg deltog i Pia Juuls reception, og på et vist tidspunkt forlod en del af vores førende digtere selskabet for at deltage i det andet selskab, og jeg, der blev tilbage og ikke er en af vores førende digtere, tænkte for mig selv, at hvad litteraturhistorien angår, har det været omvendt: først så det ud til at være Pia Tafdrups fest; alle de (kvindelige) digtere, der skrev inderligt rytmisk om krop og metaforisk natur, så var det en tid halvfemserne (det svarer til vandreturen ad små, københavnske gader fra Klareboderne til Læderstræde), og så viste det sig, og for alvor efter sagde jeg, siger jeg, 1999, på en helt anden gennemgribende og talentsmittende måde at blive Pia Juuls fest, alle de (kvindelige men også mandlige) digtere der skriver yderligt forfjamsket, excentrisk, polyfont om HVAD DE VIL, og det har det været lige siden, svært at nævne førende, yngre digtere, der IKKE er påvirket af Pia Juul, umuligt at nævne førende, yngre digtere, der er påvirket af Pia Tafdrup; den kommentar, hvor jeg ville have udfoldet dette synspunkt, men som jeg ikke har fået lov at skrive (pga. kommentaroverload)  skulle selvfølgelig have haft overskriften "Juul hele året", det er er Pia Juuls fest, og hun græder ikke (ret mange af de førende digtere kom tilbage til reception 1 efter at have været omkring reception 2).

For kendt til det her gerningssted

Billedtekst til anmeldelse af de samlede digte i Jyllands-Posten:

Pia Juul er mere kendt som krimiforfatter end som lyriker.

Ikke i denne Scotland Yard-afdeling!

Apokryf, subversiv Moestrup-readymade

Da jeg klikkede Thomas Bredsdorffs trælse 4 hjerter-anmeldelse af Mette Moestrups Dø, løgn, dø frem på Infomedia, sluttede den med en tekst, som jeg hverken genkendte fra bogen eller anmeldelsen, men som på kostelig præcis vis vrænger af Bredsdorffs reaktionært gode poesismag:

Kedsommeligt gennemsnit
I en suite på et dusin digte med denne Cleïs som omdrejningspunkt kommer Mette Moestrups bedste sider frem: energi, vildskab, insisteren. De to højdepunkter fortjener seks hjerter, de slappe mellempartier to. Det giver et kedsommeligt gennemsnit på fire, lidt misvisende, for gennemsnitlig er det sidste, man kan kalde Moestrups 'Dø, løgn, dø'.
TV Barsels-bootcamp: Sådan træner du mavemusklerne.
TV OL-faklen 2012 er forgyldt og har 8.000 huller i sig.
TV Årets Københavner kæmper for den skæve by.
TV Retsformand opremser våbenbeslaglæggelser på stribe.
TV Politiet ransager lejlighed i Herlev.

Okayyyyyyyyy . . . TILLYKKE THOMAS B!

Thomas Boberg har fået tildelt Det Danske Akademis Store Pris, også kaldet den Store Klat, og TILLYKKE! med det - og bestemt ikke noget urimeligt valg, tre fjerdedele af de sidste 15 års bøger har i al deres rasende og indædte, sort lysende koksethed været vildt glimrende, de bedste: Americas, 1999, En stående aftale, 2002, Livsstil, 2005, Under uret, 2006, og frem for alt og allersenest Hesteæderne I  og II, 2010-11.

Valget følger Akademiets yderst forsigtige og langsomme, 1 etage ned, 5 op, elevatortur ned gennem generationerne (i litteraturens fra bunden stadig voksende babelstårn); 80'er-generationen fik sin foreløbigt eneste store klatmodtager med F.P. Jac, født 1955, for 4 år siden, og nu er vi så nået ned til sen-80'er-digterne (i et par årtier har det været en betingelse at være fyldt 50) med Boberg, født 1960 - og det ligner mistænkeligt et konsensusvalg, jeg kunne godt nævne andre (levende) digtere (af ikke mindst digte) fra den kvalitativt eksplosive mellem-generation, jeg ville have peget på først, selvom det er lidt skarnagtigt at gøre, men jeg er og bliver kritisk skarn: Pia Juul (der som akademimedlem ALDRIG kan få prisen, bizart nok, Inger C fik den heller ikke, grotesk nok - men OK, S.U. Thomsen og P. Tafdrup sidder også i Akademiet ...), Niels Frank og Simon Grotrian. Af ældre, prisværdige digtere vil jeg nævne favoritterne Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen (der ikke har fået en eneste Akademi-pris), Hans Otto Jørgensen og Marianne Larsen ( MARIANNE!). Om 2 år er det atter en gammelforfatters tur, og helst en af de nævnte selvfølgelig, og om 4 år kan elevatoren så rykke ned til 90'er-generationen, hvis mest fremragende (alle jo kvindelige) medlemmer til den tid så småt er i 50'erne, Balle, Hesselholdt, Aidt, Knutzon, Helle, Pryds, Hammann, og dem kan de næste ti-tolv år så gå med at give prisen, før turen omsider kommer til Ursula A.O, og om 25 år skriver jeg blogpost (direkte på jeres hjernebark) om, at det fandeme var på tide, at Theis Ørntoft fik den store klat.

Bla, bla, bla! TILLYKKE THOMAS!

Rosinroman

Lige endnu en billedkunstnerisk roman: Mikael Thejls bidrag, "Rosiner findes", til gruppen Skulpturis cool opfindsomme udstilling "Rundtenom" i den Fri Udstillingsbygning, som I skal tage og og se, mens tid er:

Luksuriøse kæmpefotografier af de ca. 430 rosiner i en Sunmaid-rosinæske og originalrosinerne sat på nåle (parallelt med alle nålene på Elliot Hundleys Louisiana-værk) foran et lille studiebord og en gratis plakat med udvalgte rosiner; stærke personligheder disse rosiner har, lutter karakterfuldt rynkede skrumpehoveder: