Nonsensvirus

Efter sit digt til nonsenstesten på AK-24syv er Peter Adolphsen, en hæderkronet (nej, faktisk er han ikke blevet hædret nok - hurtigt en spand priser til Peter!) dansk romanforfatter, blevet angrebet, dette er seks af hans seneste statusopdateringer:

Huflipit hvor klyptismerne spang gok!
Pullimit og Moriba kranivant tok.

Kafliba og Bing spingtylede bifrigt –
Ak, kylpinerne silede spifrigt.

Moriba, Pullimit, Bing og Kafliba,
kangtylede omgående fomp kraniviba.

Spinkulodiode filrom fra Gnusro,
Kvingoloptis gonovonk mip tusro.

Tiplungin kvarylede den giplus pipit
efter at gnamkip fik Pullimit fipit.

Pnifurgon klyptisme og gok spang fip,
polespit en slags ifklum blang gip.   

- God ubedring! 

Savnet er ikke en by i Rusland - min sentimentale schlager

blå sofa og tv-bord,
altså tv som et bord,
lampen stirrer crazy
intenst på væggen,
saaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiige her,
bøger kravler op ad
væggen, væg nr. 2,
fire vægge alt i alt og
alt for højt til loftet,
saaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
en stukroset er en stukroset
er en stukroset på loftet,
væggene er væggene er
væggene med ingenting,
saaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
flyttekasser har opgivet
ævred, tror, de er møbler,
tørrestativet tørrer tøj,
der har mandagsfarver,
saaaaaaaaaaaaaaaaavmet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiige her,
grå og lyseblå og grå-
og-hvid-stribet og blå.
og-hvid-stribet, den
ved, den er skulptur,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiige her,
en hovedkløpind fra Tiger
er en edderkop, der står
på tæer, lænestolen er
mageligere end mig,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
slukket fjernsynsskærm,
men bag glasset sidder
miniature-Robert de Niro
på en helt tom scene,
saaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiiige her,
korrekturen korrigerer
ikke sig selv, bøgerne
anmelder ikke sig selv,
eller de gør ikke andet,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiige her,
jeg har altid for mange
vinduer åbne, og nogle
gange snakker de til mig,
deres åbenhed sukker,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiiiige her,
Skt, Petersborg er 2 timer
væk og 2 timer foran, så
du er hjemme i samme
nu, som du tager hjem,,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland
det bor liiiiiiiiiiiiiiige her,
se selv, og det er væk!

RIFBJERGS UR-(SCHLAGER-)NONSENS!

Min medgæst i Deadline i går, refræn-nørden Henrik Smith-Sivertsen, satte mig på sporet af en vrøvle-sang, som Klaus Rifbjerg skrev til en tv-konkurrence om "lødige schlagere" i 1961, i kølvandet på en debat om det slette litterære niveau i dansk populærmusik (særligt "Angelique" stod for skud"), Rifbjergs sang "Miang Miang", med musik af Finn Savery og sunget af Birgit Brüel kom på andenpladsen (efter Piet Heins og Niels Viggo Bentzons vindersang, der (heller) ikke blev noget hit); Politiken aftrykte første strofe, der lyder sådan her, og ergo er lyd/nonsensdigtning ingen ny Rifbjergs-praksis:

tarula krøne off ni såt
tarula krøne off ni såt
miligen bjås ni år ta vuk
tiligen sjås ni hår luk

Det bliver endnu skarpere end Lars Hedegaard-forhøret

når Martin Krasnik i aften i Deadline interviewer mig om teksten til Grand Prix-vinderen "Only Teardrops"; jeg har allerede opstillet en graf over det (ret fattige) metaforiske univers (sammenlignet med fx medsangskriver Lise Cabbles Miss B- Haven-hit " Han kommer igen til sommer" og - planlagt til tv-udsendelsen - 1963-vinderen "Dansevise"):

Red sky
(no shooting star)

(eye for an eye) (face me)

teardrops

stage

Samfundskoncentrat ved 14-tiden i regnvejr

-

fulde Copenhagen Business School-elever bag glasrude

--------

forpjusket måge forgæves gennemrodende skraldespand

--------

falskspillende panfløjetspiller inde i buskads

-
lige ud for hinanden:
med ca. 20 m imellem hver allegorisk aktør:

panfløjtespiller ------ måge ------ CBS-elever

Bal-Bal-Baltazar!

Zappede mig frem (og tilbage -HOV! var det ikke? Jo!) til en af min barndoms yndlingsserier genudsendt på Ramasjang (jugoslaviske):

Professor Baltazar,

og tænker, at Svend Åge Madsen er dansk litteraturs Professor Baltazar,

og at det er derfor jeg så tidlige blev fan af Svend Åge, han mindede og minder mig - uden det før nu er blevet artikulueret i min bevidsthed - både af udseende og på skrift om Professor Baltazar,
 


 

(ja, Svend Åge står, ligesom alle os andre, ovenpå Ulysses, hans og vores totalmaskine)

og sikke også et eksemplarisk fantastisk plot, om end ikke vildt Madsensk (der optræder mystiske planeter hos Madsen, men vistnok aldrig rumvæsener, og vel simpelthen fordi han (endnu) ikke har haft brug for dem til at space totalt ud) i den episode, jeg faldt over:

Skaldede rumvæsener stjæler alt dukkehår i byen, og Professor Balatzar rejser op til deres planet i en vaskemaskine-rumraket og opfinder ved hjælp en dråbe fra sin totalmaskine en Parykomat, der producerer parykker til rumvæsenerne, der bliver vældig glade og giver dukkerne deres hår tilbage, slut.

Rettelse 3: Amokløb ER nok!

Tue Nexø er i Information (tak, redaktører her og dér, for at forsinke vores anmeldelsers dybe forsinkelse med så smuk simultanitet) skeptisk overfor Ida Marie Hedes hyper-herlige Det kemiske bryllup, fordi den har for travlt til at blive fortolket af ham:

Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer.
Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her. Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik: »Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.« Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserieagtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder. Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Ufokuseret kan sagtens være fedt, vil jeg mene. Og hvorfor er det problem, at anmelderen ikke føler trang til at lede løs efter en tematisk størrelse a la forrige bogs forestilling om "et spjættende, ikke-organisk livsprincip". Det er det jo kun, hvis manglen - den åbenlyse, stolt hujende mangel - på et tematisk fokus og et foksueret tema i sig selv er problem. Det er det ikke for mig. Og hvad er der galt med uvirkelig tegenserieagtighed, der ikke er mareridtsagtig (men snarere (ikke stof-upåvirket - det er også en 60'er- og 70'er-roman) hallucinatorisk)? Ingenting efter min mening. Jeg behøver ikke intensitet eller præcision eller en badvedliggende tanke, for mig er sætningernes amokløb alt nok. Det er dejligt med så klar uenighed om smagsdømmende kriterier: Pro-fokus vs. Pro-flimmer!

Rettelse 2: 95 - ikke 80 - % fantasiforladt

er sexakt-reportagerne i Niels Lyngsøs Fremmed under samme hud - bornert havde jeg læst de digte, hvor mænd og kvinder i 3. person indgik sammen med jeget og duet (og duet og jeget) som fantasier, citat fra anmeldelsen:

... kun i få tilfælde står det ikke pædagogisk klokkeklart, hvad der præcist foregår - og ikke foregår: hvad der i stedet fantaseres - hvad hvem gør med hvem hvordan.
 
men ifølge interviewet i WA Bøger i går med Niels Lyngsøs og hans kone, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup, indgår der jævnligt andre mænd og kvinder i deres sexakter, hvilket jo ikke betyder at digtene er reportager fra disse sexakter, men i blot at de pågældende digte ik digterens egen sexuelle optik, eller hvad man skal kalde det, IKKE er urealistiske/imaginære:

Iben Mondrup: »Altså jeg vil ikke have et frit forhold med Niels. Vi hører sammen! Men vi har samtidig indrettet os sådan, at vi kan gøre nogle ting sammen i et andet regi.« Niels Lyngsø: »Og igen, dette er IKKE et kønspolitisk statement, men vi går af og til i seng med andre mennesker, men vi gør det sammen. Vi kan godt finde på at nakke en eller anden mand eller kvinde og slæbe dem med hjem.« Iben Mondrup: »Eller blive nakket. Vi har oplevet meget seksuelt påtrængende kvinder.« 

(engang skældte Lyngsø mig ud for, at have udstyret en anmeldelse af Nicolaj Stochholm, med en overskrift, jeg siden har haft det pænt dårligt med: "Nik, Nik, nak den nikkedukke" (selvom jeg for søren ikke mente, at Nicolaj skulle elimineres, kun hans indre 80'er-digteriske nikkedukke) - med den (for mig) nye swinger-lingo-betydning af nakke, bliver det en anderledes kærlig overskrift: Tag Nicolaj med hjem i dobbeltsengen, læserpar!)

Rettelse: PERMANENT SPLINTRET

(besked, der har hængt på det glasindrammede hul, et kæmpe gennemsigtigt (bundløst) mausolæum nærmest, mellem de to nedgange til Fasanvej Metro Station i mindst 3 måneder)

GLASSKADE BESIGTIGET
UDBEDRES SNARLIGST

Sommersensation: Lille Allan er The Greatest!

Jeg fulgte et link til Politiken Forlags august- og septemberkatalog, som var dybt nedtynget af alskens kedsommeligt kulørt krimi og thriller og biografi, og fuldstændig uforberedt stødte jeg på denne her ultimativt forjættende sag! - Line har som rapporteret nedenfor også et kgl. skuespil på vej, hele det næste halve år kommer til at gå med at vente på Knutzon-værker, latterlængselsfuldt, hvilket er helt i orden, her forventer jeg Kafkask lavkomik og Poesk pruttehumor:

Lille Allan er alene hjemme, og det er uhyggeligt. Når han står og kigger ud af vinduet, er det som om, at der er en, der ligger bag busken og stirrer på ham. På torvet holder der også en nyvasket og temmelig lang og sort bil af den slags, der ellers aldrig ville parkere i Urbanplanen. Senere er Lille Allan på grillen for at hente en bakke pomfritter."Skal du ha' salt på de pomser - " spørger en mand med lange, tyndehænder."Ja, tak," siger Lille Allan og snupper en, som han dypper i remo. Også sortner alt. Da han slår øjnene op, sidder der fire drenge og kigger på ham. De ligner ham, alle fire. Lille Allan befinder sig på Dobbeltgængerskolen i Næstved.

Nik scorer hattrick!

OMSIDER får Rasmus Nikolajsen Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, TILLYKKE, din systematisk kukkede appelsin af en bjergrytter!



De øvrige litterære modtagere er Josefine Klougart (uundgåeligt og langt rimeligERE end de dér nordiske nomineringer), Thomas Lagermand Lundme (for en gangs skyld en klog og præcis overraskelse - efter de seneste to små, glimrende digt/korprosa/dialog-hæfter (plus gode børne- og ungdomssager)), Torben Munksgaard (har skammeligt nok ikke læst hans tre romaner, selvom jeg har en positiv mistanke til dem) og Bjørn Rasmussen (1-bogs-superstar, no-brainer!), det er en solidt upinlig liste, synes jeg.

Det er Ida Jessen, Peter Rønnow-Jessen og Trisse Gejls sidste uddeling; da udvalget trådte til, opstillede jeg en liste over overmodne og modne kandidater til det tre-årige, 3 af de ovemodne har fået legatet, 1 pr. år, Thomas Krogsbøl, Martin Glas Serup, Rasmus Nik, 4 har stadig ikke, Mikkel Thykier, Marius-Nørup Nielsen, Birgit Munch, Thomas Hvid Kromann. Blandt de akut modne kandidater (fra dengang + et par kommet til i mellemtiden (via bog nr. 2)) vil jeg nævne Rasmus Halling, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Sternberg, Lene Asp, Glenn Christian, Peter Clement Woetmann, Jesper Elving, de står alle kritisk i kø.

Og så er der også litterært gods i mindst to af de præmierede billedkunstnere, Claus Ejner, der har bidraget flere gange til Hvedekorn, og Lasse Krogh Møller, der har kandideret til Bukdahls Bet med sit hæfte med fortolkninger af tekster "skrevet" af forsøgsmus, TILLYKKE også til dem!

Nå ja, Ib Michael har stjålet min cykelhjelm igen igen

og hvad ellers er nyt? han gjorde det sikkert i søvne, og kun fordi den havde hængt dér på min cykel mellem betonpillerne i Gothersgade og lokket og provokeret i over 14 dage, og igen og igen har han natligt og slumrende stået foran hjelmen med rystende zombie-hænder og holdt sig i det læderbrune skind, men omsider har der så bare ikke være nogen vej udenom, og mens blodtårer randt ned af hans rillede basunkinder, er han vandret hvileløst gennem byens gader med remmen mellem tænderne og hjelmen dinglende mod sit sølverne indianerbryst.

Dadaismen er yngre end Politiken Plus

+ 60-årige Politiken Plus-medlemmer + deres fraværende/afdøde mænds genfærd er et perfekt publikum til højtlæsning af Kurt Schwitters, tak til en sprængfyldt Krudttønde i går, her et taldigt jeg ikke nåede (fordi jeg havde for travlt med min egen derivative poesi):

TOLV

En  To   Tre  Fire
Fem  Fire  Tre  To  En
To  Tre  Fire  Fem  Seks
Seks  Fem  Fire  Tre  To
Syv  Syv  Syv  Syv Syv
Otte  En
Ni  En
Ti  En
Elleve  En
Ti  Ni  Otte  Syv  Seks
fem  Fire  Tre  To  En

(og også denne blogpost burde være et lykkeligt ægteskab mellem trompet og harpe - og hej! Susannes uopnåelige, tydelige tysthed!)

Ida dukker op, Thomas forsvinder

Omsider er min anmeldelse af Ida Marie Hedes exceptionelle Det kemiske bryllup i avisen (men den burde klart have været dobbelt så lang og skarpsindig og bare glad)) -

til gengæld mangler min sidste-øjebliks-Kiosk et citat af Thomas Krogsbøl, der jo ville have linket sig GENIALT på citatet af NY Times-anmeldelsen af Dan Brown:

Nu er du den

Du prøvede at tale om det på samme måde/ som man kigger på det.// Så prøvede du at/ sige det som om/ du slet ikke sagde det.// Så prøvede du at tie stille med det/ men det var der ingen der hørte.// Nu er du Dan Brown.

Tag nu fat

Dette er mere end/ hvad du drømte om// men drømme kan/ enhver idiot.// Sproget er blevet mindre/ vi må sige mere//  Nu er du Dan Brown.

Nej nu er DU den
Fødderne har hele tiden/ været under dig// men nu er de begyndt/ at gå den anden vej.// Markedet vil lede/ dine skridt.// Nu er DU Dan Brown.

Tre blogposter af Thomas Krogsbøl (thomaskrogsboel.blogspot.dk)