Jeg sidder med de små, fine hæfter med drømme om Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, som Janus Kodal udgav i 2005 i anledning af vistnok et folketingsvalg og kan blive nødt til at citere Marianne Larsens drøm fra Lykketoft-hæftet - i anledning af alting, også WA's Litteraturpis til Caspar Eric (YAY!) :
"Så er det pludselig, jeg drømmer, at en eller anden ikke særlig snedig spinsygeplejerske mager det således, at Fogh og Lykketoft og Kjærsgaard i kor fremsiger deres, synes jeg selv, kærligste valgløfter nogensinde. Jeg husker ikke dem alle. Men i hvert fald siger de, at vores samfund skal være den bedst mulige organisering af gode gerninger. De går ind for den størst mulige minimalisering af personlige skyldfølelser. For som de også siger, størst af alt er menneskers herlighedsværdi, når vi imponerer hinanden med vores skrøbelighed, omsorg og kunnen."
onsdag den 21. januar 2026
Mariannes drøm
tirsdag den 20. januar 2026
Trump besynger grønlænderne
I stumble into town
just like some sacred cow
vision of swasticas in my mind
plans for everyone
it's in the white of my eyes
My little inuits
you shouldn't mess with me
I'll ruin everything you are
I'll give you television
I'll give you eyes of blue
I'll give you a man who wants to rule the world
And when I get excited
my liitle inuits says
"Oh Donald, just you shut your mouth
they say: "ssh"
they say: "ssh"
Robbie & Janus & Theis
Jeg lod være at sammenligne Janus Kodals nye digtsamling Fiasko og Robbie Williams' nye plade Britpop, som jeg er NÆSTEN lige så pinligt glad for, som jeg er upinligt glad for Kodals bog, da jeg i går til WA anmeldte Fiasko, for længere end som så holde sammenligningen ikke, men der er noget med succesfuld 90'er-cheekiness og -allestedsnærvær og insisterende, men genuint veloplagte comebacks, men hvor Robbie cheeky og ærligt forsøger at synge sig op, vil Janus cheeky og ærligt digte sig ned, ned, ned (jfr. juledigtet i forrige blogpost).
Robbies øretæveindbydende kærlige sang til Morrissey, "Morrissey", er også den sang, jeg kunne have sunget til Theis Ørntoft i stedet for at have skrevet det "Udbrud" i sidste uges WA Bøger, "Hemmelig humor", om, at han kedeligt ikke vil owne , at han er sjov, Theis :
I like the singer
He's a little eccentric
He did an interview
I think what he meant was
I'm lost I'm lonely I'm hurt I'm abused
I need love baby, just like you
I'm isolated, deserted and friendless
But the beat goes on, and it feels tremendous
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
Is talking to me
Talking to me in code
Morrissey (Morrissey)
Morrissey (Morrissey)
It's just you and me
And they don't need to know
Come here let me hold you, let me hold you for the rest of your life
Come here let me hold you, ah ah ah ah-ah
Senest i julehad
Jeg skrev sidste jul i WA om den solide tradition for julehadende dansk poesi og citerede digte af Nordbrandt, Turéll, Ørnsbo, Scherfig, Hassan - her afsnittet om og med Ørnsbo:
Indebrændt til vrængende askehob af lutter negativitet er rekordagtigt Jess Ørnsbos digt »Jul-i-himmel« fra den hygsomt betitlede samling Hjertets søle, 1984 (hvor den blev udvalgt til bagsidetekst, fordi det var 80erne, jo), overkill de luxe: »En ond jul står for døren/barneansigter der skærer tænder/invalide træer der bæres ind/Stearinlys svider sjælen/en stikken i huden/som af glemte vækkeure/Husene fyldes med vand i spande/bløde pakker undersøges/omhyggeligt af en alt for ung læge/En blødende nisse gemmer sig/skræmt bag panelet/Man betragter hinanden uforsonligt/om nogen skulle være vendt/tilbage fra barndommen - - -/men kun en overgemt torden/ruller råt over tagene fra en klistret himmel/der har gemt sit vand/fra i julisommers/Hadske ansigter ser du gennem ruden/efter januars frelse.« Digteransigter! SELV ELSKER JEG at læse antijuledigte i julen, og de undergraver ikke min julefølelse, snarere styrker de den.
Janus Kodals nye, knugende herlige comebacksamling Fiasko indeholder en solid tilføjelse til julehadets kan - til hvid overflod er titlen "Latterlig":
"At gå hjemmefra er latterligt, latterligt at blive væk for ikke at forsvinde. At drikke glemmevand og huske er latterligt, latterligt at være fuld og tom på samme tid. At træde ud på tynd is er latterligt, latterligt at blive fundet for let og alligevel falde igennem. At græde på offentlige steder er latterligt, latterligt at tørre øjnene i kommunale servietter. At komme hjem uforrettet sag er latterligt, latterligt som en kallun en doberman henvist til skålen med kallun. At mærke tungen kælve er latterligt, latterligt at prøve at forklare hvorfor. At rejse sig for ikke at falde er latterligt, latterligt at komme hjem uden at vide hvordan. At støvsuge og fortælle historier er latterligt, latterligt at famle efter slutninger. At gå i seng som en tyr og vågne op som en tæve er latterligt, latterligt at lade sig røvpule med stearinlys og klejner. Juletræet er latterligt, dets pindsvinegrene behængt med glanspapir og hjerter der bugner af pebernødder: prostata, galdesten. Hunden er latterlig, på det uldne tæppe i hjørnet er den latterlig: en tam ulv der vogter over et afgnavet ben af hud. Gaverne er latterlige, år efter år den samme straf. Latterlige stjerner, guirlander, salmer, sild og kartofler. Latterlige mor som ikke kan være en mor. Latterlige far som også skal være en mor. Latterlige far som skal være sin egen far. Latterlige glæde, latterlige lede, latterlige hjemløse vrede."
Turbo på det punkterede løbehjul!
torsdag den 15. januar 2026
Forventningspresserende
Pludselig er der bare KØ af bøger at glæde sig til - og der er slet ikke plads til de bøger, man faktisk sidder med og læser og kal læse, for kommende, voldsomt lovende bøger, man bliver nødt til og slet ikke kan lade være med at forestille sig , og først og fremmest har chefen for Marianne Larsens afrundende forlag Ekbatana Christel Sunesen proklameret en ny digtbog af Marianne Larsen, forventningen til hvilken for en kort tid lige netop overdøver sorgen over, at døden har gjort hende tavs, for heeeelt tavs kunne den så alligevel ikke gøre hende - der er ikke dato på endnu, og der må gerne gerne både gå kort og lang tid, så den er altså nr. 1 på forventningslisten, nedeunder den figurerer netop afslørede forårsbøger på Gyldendal, nej, før dem en ny bog OMSIDER, en roman, af Preben Major Sørensen på Escho, som jeg ikke har titel på, jeg spørger lige Anders Jørgen, øjeblik:
1. Marianne Larsen: Barn i landskaber med hvidtjørn
2. Preben Major Sørensen: Utallet (skrev Anders Jørgen lige, at den fantastisk hedder, han sendte den sgufandeme også på PDF, tør ikke åbne lige nu!)
3. Klaus Høeck: And the dead (velsignet brudt tavshedsløfte)
4. Morten Chemnitz: Færd
5. Majse Aymo-Boot: Tingene (roman!)
6. Runa Maria Luth: Drømmepenge (roman!)
7. René Jean Jensen: Den anden, den tredje, mig (roman!)
8. Maja Lucas: Tennisdigte
onsdag den 14. januar 2026
Godmorgen, blog!
Hvad med at vi endnu en gang rebooter denne her blog, Lars?
It's okay with me! Det gør vi sgu!
søndag den 20. juli 2025
Viggonedslag, Madsenudfald
lørdag den 19. juli 2025
Memo/ordre til Melodika eller alternativer
(Viggo Madsens Grænsefladning, der med illustrationer af Jesper Fabricius udkom på Adressens Forlag i 2005 og i 2006, blev præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, var oprindeligt, i 1988, blevet indsendt til Peter H. Olesens forlag Worlds' End, som ikke nåede at tage stilling til manuset, før forlaget var ophørt - nu har Olesen et nyt forlag, Melodika!)
Selvfølgelig skal der så hurtigt som overhovedet muligt udgives en samlet udgaver af Viggo Madsens brandoriginale poppede/fabulerende/naivistiske/humoristiske ungdomsværker - som danner deres egen klare, sprudlende etape i forfatterskabet- dvs. hele En flodhest går om hjørnet, 1963/1964-2000, Brandmand på to hjul, 1966, Holger Madsen: Den gamle dame og hunden, 1966, Samlejeg, 1969, Afføringsbilleder, 1972, Dobbeltgængeren tripper, 1973, plus det løse fra Ta' og Superlove og Hvedekorn og anderswo (og evt. (uddrag af) det første bind af ungdomskrimierne med Detektivklubben, Detektivklubben på sporet, 1971), afsluttende med "Viggo Madsens Sandheds-Blues" (med hilsen til "Evighedsmodellen"-digtserien fra Ta' 8, 1968 - jf. også nedenfor coveret, usigneret, til Samlejeg) fra Hvedekorn 1, 1974:
VIGGO MADSENS SANDHEDS-BLUES
Livet er kun en sandhed for meget
for sandheden er den enkle at
livet er kun en sandhed for meget
for sandheden er den enkle at
livet er kun en sandhed for meget
livet er dråben som får bægeret
til at flyde over, for
livet er dråben som får bægeret
til at flyde over, for
livet er dråben som får bægeret
som en sammensværgelse rettet mod
ham som kun opfatter tilværelsen
som en sammensværgelse rette mod
ham som kun opfatter tilværelsen
som en sammensværgelse rettet mod
ham som kun opfatter opfatter tilværelsen
fredag den 18. juli 2025
Superman vs. Hyperman (VIGGO, MAND!)
(foto: Janu Kodal - mange sweet Viggo-portrætter på inkinc.dk !)
VIGGO MADSEN ER VÆK!!
Det giver nul mening, ikke minus mening, der er der masser af hans poesi, men nul mening!
I anledning af Superman-premiere er her det det perfekt længselsfulde, melankolske digt "Vinter" fra Samlejeg,, 1969:
VINTER
En hvid tornado går gennem verden.
Det er bidende koldt. Og morgenen er
bilerne kun frosne klumper i gaderne
som ikke kan bruges til noget.
Her stå de små mennesker med deres
alt for store følelser, og den uro
de ikke ved hvor de skal skjule,
raser i dem som orkaner.
De venter på Superman. Hans varmesyn
er det eneste som kan frelse dem.
Men han står stivfrossen ved siden af dem
i skikkelse af journalisten Clark Kent.
I Selvbeflyvning, 1980, op finder Viggo sin egen superhelt:
HYPERMAN
Ja, jeg blev vaccineret mod mig selv
og kunne derfor ikke gøre mig noget ondt
om jeg så skulle bide tungen af mig
eller flække en arm på langs
Jeg er også vaccineret imod de andre
ergo er jeg uangribelig
uimodtagelig for enhver fornuft
Men hvad skal jeg gøre
når der ikke er noget at gøre
og jeg alligevel ikke kan lade være?
SOM GJORT: SKRIVE POESI SOM EN BESAT! Uhjælpeligt savner vi en stor digter akut!
(begge digte skrevet af fra mit (med efterskrift udstyrede) udvalg Viggo Madsens åbenbaring. Udvalgte digte 1963-2002, som stadig kan købes i boghandlen og som jeg aldeles inhabilt vil anbefale på det varmeste!)
Zombiepulver/Bournonville
Fra Spørge-Jørgen, 2016:
"Hvordan bliver man til en zombie?
Der er to versioner. Der er den mystiske, haitianske, som jeg ikke vil kalde overtro, men det er en mytologi. Så er der den vestlige, videnskabsbaserede. Jeg kan bedst lide den sidste. Men jeg har stor respekt for zombietroen, og jeg forstår også indimellem motiveringen bag at zombificere, selv om det som regel skyldes ondskab. Men ifølge de eksempler som antropologen Wade Davis blotlægger, og som jeg har tillid til, bliver man zombie på grund af en gift. Han har også fundet frem til bestanddelene i giften. Det er blandt andet et stof fra en stor tudse, en særlig planteart og så lever fra den giftige fiks fugu som indeholder nervegiften tetrodotoxin. Det minder mig om Bournonvilles ballet. Hende, der står og koger noget sammen på scenen, for det er stort set de samme ingredienser, der benyttes. Giften kan så minimeres til et pulver, og man taler altid om 'zombie powder'. Det kan dermed blæses i ansigtet på folk, uden at de lægger mærke til det. Man kan også lægge det på dørtrinnet til et hus, og så kan det også blæses i hovedet på ofrene. Det er et af de eksempler, jeg har hørt om - jeg har heldigvis ikke set det. "
Ergo er sylfiden en zombie!?
søndag den 22. juni 2025
Zombiedigt nr. 1
Der findes et zombie-digt før zombie-digtene i Jørgen Leths Zombie.
Fra interview i stor Zombie-feature i Politiken, 2014:
Jørgen Leth samler på historier om folk, der har undersøgt virkelige zombie-tilfælde, og som selv er endt med at være i livsfare, når de kom for tæt på bizango-præsterne. »Jeg kan godt lide rædslen ved zombier af en eller anden grund«, siger han. »Jeg opsøger det igen og igen. Jeg kan næsten ikke få nok af at høre zombie-historier, jeg skriver dem ned«. Efter at Jørgen Leth så George Romeros ' Night of the Living Dead' fra 1968, skrev han digtet ' Cannibal Army', dybt fascineret af de »rationelle initiativer«, som kæmper mod »den irrationelle fare«, zombierne udgør, og med paralleller til virkelighedens modstandsgruppe fra 1980' erne Cannibal Army. »Den fandtes virkelig. Det var en politisk bevægelse, og de spiste brændte legemsdele«, siger Jørgen Leth, som stadig mener, at ' Night of the Living Dead' er en af de bedste zombiefilm.
Digtet "Cannibal Army" i samlingen Det gør ikke noget, 2006:
Har lige set Night of the Living Dead, og i Haiti
er nyhederne ikke gode. FN har mistet grebet,
sikkerheden skrider, de onde vinder frem
banderne trænger gennem alle huller
jeg kan ikke få tandpastaen ud af tuben, det går
superlangsomt, skæbnesvanger musik,
hænder presser
pointen i Romeros film er de rationelle initiativer,
handlinger, imod en truende irrationel mystisk fare,
de levende nøgterne med deres effektive våben
- prøver at standse det uhyggelige og uforståelige
sheriffen med cigar og solbriller og patronbælte, som
gerne udtaler sig til medierne, mens han marcherer
frem og og opmuntrer sine folk, ja, skyd dem midt
mellem øjnene
og medierne, journalister beskriver, studievært prøver
at fremstille tingene, men man hører det er umuligt,
det bliver værre og værre, en katastrofe, noget
uhyggeligt spreder sig, formerer sig grænseløst
medierne bliver ved med at beskrive, ord bruges,
Interviews laves, fornuftige udtaler sig om det
ufornuftige, ansvarlige taler om forholdsregler mod
det uansvarlige
zombierne vælter frem på deres vaklende ben i
søvgængergangart, ødelagte, hullede, forbrændte,
nyligt døde, ustoppelige
og i Haiti har FN en plan, er i tvivl, kritiseres,
fornyr plan, udskifter folk, beslutter sig for større
beslutsomhed
fængslets mure i en stor provinsby brydes ned med
caterpillar, fangerne vælter ud
det Cannibal Army, som bryder ud af fængslet
befries, broderskab opstår mellem forbrydere, mordere
og uskyldige i en blanding,
fangerne i det nationale fængsel i hovestaden befries
også, hundredvis vælter ud, spredes i alle retninger,
nogle køres væk af befrierne
Cannibal Army er kannibaler, de spiser brændte
legemsdele, de æder ekstatisk hænder, arme, indvolde
fornuftens folk prøver at finde en ny taktik
lørdag den 17. maj 2025
Flugtliste
Fra artikel på CNN.com om den ene flugt fra Alcatraz, der måske lykkedes - jeg besøgte Alcatraz for en 15 år siden med min mor og med fangefortællinger i ørene, sikke hjemsøgt en ø - og nu vil Trump genåbne fængslet som fængsel, fordi han en aften så den gode Clint Eastwood-film Escape from Alcatraz - jeg elsker også flugtfilm, fordi det er elementært skønt at se fanger gøre sig umage med og lykkes med at flygte, Trump tværtimod holder med fængselsdirektøren, er en fængselsdirektør:
- Rubber raincoats stolen from fellow inmates, glued together to make a raft – 6 feet by 14 feet – sealed with steam pipes
- A vacuum cleaner motor used to make an electric drill
- Filed-down spoons used as screwdrivers
- A concertina, a musical instrument similar to an accordion – and one of the few items used the men didn’t steal – converted into a bellows to inflate the escape raft; Morris, who investigators said had an IQ of 133, bought it with $28.69 from his prison trust fun
The Good Avantgarde-guardian - Tania Ørum 80
Lige så lettere forsinket som et litteraturvidenskabeligt speciale et KÆMPE TILLYKKE til Tania Ørum, avantgardist, rødstrømpe, romanforsker, bestyrelsesformand, avantgardeforsker og for ever min specialevejleder, med de 80! Der er de store værker, Pamelas døtre, De eksperimenterende tressere og de tre bind A Cultural History of the Avant-garde in the Nordic Countries, redigeret sammen med Jesper Olsson, og der er selve det venlige, men utrættelige engagement, den på samme tid videnskabelige og hjertelige virkelyst og formidlingstrang, he, hep, hip, hip, Tania!
To klip, først fra definitionen "Hvad er en "Rødstrømpe"" i det kollektivt skabte og signerede rødstrømpe-nummer af avantgardetidsskriftet MAK, 1970 (altså samme år som billederne af mig og min mor, tre år ældre end TØ, nedenfor):
"For at øge bevidstheden og accelerere aktiviteten, der hos kvinder i kraft af deres kønsrolle ofte er lav, er det påkrævet i fællesskab at firgøre sig fra en tro på, at en række problemer er rent personlige, for i stedet at se dem i den store sammenhæng, hvor de i langt de fleste tilfælde hører hjemme. Det er ikke en frigørelse, der alene vedrører kvinder som kvinder, men et opgør med menneskets uformåen som en usand myte, der bliver stadig mere påkrævet, fordi de står stadig skarpere tegnet, at den i hvert fald er uforenlig med demokrati./ Denne tro på sin egen og enhver af de andres formåen, der kræver fir handleret på lige vilkår og med samme ansvar for alle uden forudgående kontrol, kalder vi søstersolidaritet./ Den efter almindelig praksis logiske og forventede afslutning på det her skrevne er noget i retning af "RS'ernes mål er bla, bla, bla ... Men hvorfor fortælle hvad jeg tror kunne være mit mål netop i dag, når jeg ved det i morgen vil være et andet, udfra den betragtning at hverken min egen bevidsthed eller den virkelighed jeg lever i - de to faktorer der er bestemmende for min målsætning - er i stadig forandring. Det ene, jeg kan give, er en anti-målsætning, men ikke i form af et manifest, kun i kraft af mine handlinger, som et udtryk for hvilken udvikling eller tilstand jeg i hvert fald ikke kan tolerere."
Dernæst, utvetydigt signeret, et klip fra forordet til den nordiske avantgardehistorie (hvor jeg, præcist og klogt inviteret af Tania, hun er også en yndlingsredaktør, bidrager med en artikel om Vagn Steen og reklamesprog, som Vagn ligge akkurat nåede at læse, min absolut mest akademiske artikel nogensinde, tryk på Vagn Steeen-tagget for den danske original):
"The key-word of this cultural history is avant-garde. "Avant-garde" is used to denote a conglomeration of heterogenous transnational networks of movements, currents, groups, schools, individual writers and artists, aesthetic activities, journals, galleries, happenings etc. that emerged in the first decades of the twentieth century and have lived on until now. The movement did not agree on much; the radical aesthetic movements and activities that we treat as "avant-garde" were marked by many internal differences. The avant-garde is often in between: here we encounter complex conflicts between and intertwinements of formalism and realism, esotericism and extrovert political action, detachment from society and a quest for new fusions of art and everyday life.
Nevertheless it is possible to discern a sense of mutual opposition to the cultural, aesthetic and artistic norms and institutions then in force. In the attempt to create new aesthetic practices, the avnat-garde radically challenged the hegemonic practices, the institutions, the genres, the idea of the organic work of art and the individual, romantic artist-genius - and even the social and cultural place of art as such. At the same time new forms, procedures and expressions were introduced. The focus frequently shifted form the internal qualities of the autonomous work of art to actions, events and interventions. The performative quality of avant-garde activities was most visible in the actions that disrupted and scandalised established high art. The form al experiments of the avnt-gardes may, however, also be seen as demonstrative interventions within a specific cultural and artistic situation rather than as perfect artefacts with a claim to eternity.
The avant-garde is not a given and fixed entity. Even attempts to call it an unfinished project run the risk of putting too much emphasis on the mutual efforts within the many avnat-garde networks. Instead "avant-garde! should be seen as a historiographical and theoretical perspective. It is a question that we ask. The question is: what if we view a group of radical aesthetic activities as avant-garde? What will look different, what will become strange and unfamiliar, and what will be readable and comprehensible, if we view the Nordic cultural and aesthetic history of twentieth century from an avant-garde point of view.
Billede fra Vagn Steen-arrangement i Forfatterforeningen som led i den løbende avantgarde-illumination (foto: Per-Olof Johansson)
Som dog Tania formår og har formået!
torsdag den 15. maj 2025
(Anti)identitet i og til forbifarten
Omstillingspirat
(var min mor ikke god til at være, men klart ville hun have ønsket, at jeg kunne være det, så det er jeg, vi kunne også bare kalde det attituderelativist jo)














